Tirsdag d. 18. august 2015 RETUR

Disney-klasse træskærerarbejde, klippe-udskæring og flere dinosaurer.

Planen i dag skulle være indendørs, for det regnede stadig, da vi vågnede. Det afholdt os absolut ikke fra at lave den store morgenmad og nyde freden.

Første mål på dagens rute blev national parken ”Jewel Cave”, hvor vi var fremme lidt før kl. 11, og med det samme anede uråd, da en LANG kø foran indgangen og sure ansigter hos folk mere end antydede, at dagens ture ned i hulen allerede var væk. Vi droppede køen og gik direkte ind i den lille udstilling, hvor en ranger bekræftede, at der allerede var kø ved lugen, når de åbnede kl. 8. Det er nok første gang, at vi er en anelse utilfredse med NPS, der jo sagtens kunne sætte ”UDSOLGT” skilte op på tilkørselsvejene. Her var i hvert fald mange skuffede familier med børn.

De farvede mønstre på væggen var ikke abstrakt kunst – næh, der er et kort over den gigantiske hule, der indtil videre er kortlagt med 170 miles udstrækning – og alt er ikke undersøgt endnu.

Vi blev hurtigt enige om, at vi alligevel havde set mange huler, så vi kørte tilbage til et museum, som vi passerede på vejen hertil: ”The National Museum of Woodcarving”. Det viste sig at være endnu én af disse vanvittige mænds projekter (a la ”House on the Rock”, ”Coral Castle”, ”Kamelen i nåleøjet”), og denne gang var det Dr. Harley Niblack, der som 42-årig havde patenteret en ”elektrisk vægttabs-maskine” og derefter kunne trække sig tilbage med penge på lommen og snitte træmænd!!! Man havde beregnet, at han havde brugt 70.000 timer på at snitte, hvilket svarer til 40 års 40-timers arbejdsuger … som han klarede på 35 år. En film på vej ind afslørede, at hvis han fik en idé, så murede han sig inde i 20 timer, sov i 4, arbejde videre i 20 timer osv. indtil han var færdig. Man overvejer lidt, hvordan sådan et ægteskab fungerer, for han var skam gift. Da Dr. Niblack døde i 1966 solgte konen efter moden overvejelse hele samlingen fra Denver til denne udstilling – det var klogt. De enkelte scenerier var nemlig ikke bar små træmodeller.

Her var full-size mennesker, der kunne bevæge øjne og læber, når de talte (ja, der var også lyd), og her var store opsætninger, hvor mange af detaljerne bevægede sig, f.eks. Farmen der tog to år at lave. Hans absolutte yndlingsmotiver var læger, tandlæger og frisører – alle sammen meget karikerede og sjovt udført. Walt Disney hørte om Dr. Niblack, så han blev hyret til at bruge 2 år på at få det første Disneyland i Florida til at blive gjort levende. Der var også mere abstrakte og meget smukke snit, så Dr. Niblack har afgjort været en meget kreativ herre.

På vej ud studerede vi en døv herre, der koncentreret snittede i sit værksted uden at ænse os – det er altså lidt nørdet at sidde i så mange dage med et lille stykke træ, men vi var alligevel meget imponerede, da vi forlod stedet med et smil på læberne.

Næste punkt på den planlagte tur var er besøg på ”Black Hills Institute” i Hill City. På vejen kom vi forbi ENDNU én af de vanvittige mænds kreationer, nemlig ”Crazy Horse” monumentet, der nu bliver lavet færdig af hans sønner.

De er dog ikke nået meget videre i forhold til 2009, da vi var her første gang – det var let at se på afstand, så vi sprang det over denne gang. (Se billederne fra 2009 her!) Hestens mule er nu fritlagt i klippen, så det kan ikke vare længe, før de skal til at forme klipperne.

Vi havde set en Temalørdag på DR2 om dinosaurer, og en del af aftenen var en times dokumentar om BHI, der havde gravet verdens mest komplette T-Rex-skelet ud af jorden her i området. Dokumentaren handlede mest om balladen om, HVEM der ejede knoglerne, men de endte på Museet i Chicago, hvor vi så dem tilbage i 2003, da de lige var blevet udstillet. I stedet havde BHI nu fundet ”Stan”, som poserede i deres lille udstillingslokale, hvor ALT for mange skeletter var stuvet sammen på alt for lidt plads.

Den mest fascinerende forstening var de to dinosaurer, der havde kæmpet mod hinanden, da en klippe væltede ned over dem, så de begge blev fanget i deres kamp-positur. Det var en velociraptor (ja – den fra Jurassic Park) og en protoceratops, og den flotte model forneden genskaber det dramatiske optrin. Her var også forskellige dinosaurer med FLOTTE tænder, hvor Cromanosaurusen til højre nok er den mest kendte.

Nedenfor er det den flotte ”Stan the T-Rex” til venstre, og nogle skræmmende eksemplarer af krokodiller … fortidige og ganske nulevende til højre. (Altså – jeg mener selvfølgelig det lille hvide krokodillekranie – ikke Hanne!)

Vi studerede det hele og endte med at købe en flot model af en mammut, som jeg bare måtte eje. Den blev straks døbt ”Donald” … efter den polske politiker ”Donald Tusk” … altså Donald Stødtand! 10 år senere fortryder vi dette navn – nu er navnet Donald Trunk (snabel) lidt for tæt på en idiotisk ”President of his United Friends”.

Lidt henne ad fortovet i cowboy-byen Hill City købte vi kaffe og store chokolader til hjemturen, der førte os gennem ”Custer State Park”, så vi fik en billet til de næste 7 dage.

En enkelt bison poserede ved bilen, og et par hjorte forsøgte at skjule sig i vejkanten.

Så var det hjemad til helstegte ”ribs” i grillen – øj, det var lækkert.

Det var absolut heller ikke skidt at tage et glas vin i hot-tubben med den flotte udsigt – billedet blev selvfølgelig sendt hjem til bedstemødrene.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag