Søndag d. 16. august 2015 RETUR

Endeløs prærie, forhistoriske vildsvin og en husvogn på kanten af afgrunden

Flyveturens og New Yorks airconditioneringer havde efterladt den sædvanlige forkølelse, som endnu ikke var helt væk, så det var med et lidt tungt hoved efter manglende søvn, at vi kastede os ud i køreturen mod South Dakota og Hot Springs. Vi havde dog ikke sprunget morgenmaden fra receptionen over – der manglede jo intet på dens menu.

Vi motorbremsede hele vejen ud af bjergene fra Estes Park til vej I-90, hvor vi drejede til venstre på den flade slette og kørte stik nord. Det var en dramatisk forandring på udsigten i forruden på under en time, som om nogen havde lukket luften ud af bjergene.

Vi kørte den første del af vejen på den store Interstate-25-motorvej, og den førte os direkte til Cheyenne, som var den største by, vi ville se i den næste uge, så her blev chancen for lidt shopping ikke misset – Hanne undlod dog at købe de HUNDE, som var udstillet i vinduet hos dyrehandleren … den gik vist ikke i Danmark.

Vi tog nu den østlige rute gennem Nebraska, som viste sig at være endeløs flad og fascinerende ensformig strækning med fladt og kun let bakket landskab af græs – altså prærie. Her var ingen bebyggelse, men her var til gengæld en del indbyggere i form af kvæg, der har taget over efter de udryddede bison horder!

Vi undrede os over, at det var underligt diset i dag … forklaringen er rystende … forrygende detaljer følger om et par dage!

Den uendelige intethed er i sig selv fortryllende, når man suser afsted time efter time og kun møder få modkørende biler. I byen Mitchell (1685 indbyggere) var der et højdepunkt på den snorlige vej-29, da vi måtte holde stille på byens hovedgade omringet af nogle få huse.

Et endeløst tog lastet med kul passerede med sin sorte last, og vi glemte at tælle vogne – til gengæld var der flere lokomotiver både forrest og bagerst i kolonnen.

Vi nåede nu frem til målet for denne omvej, nemlig ”Agate Fossil Bed National Park”, som er et lille museum ved siden af de to højdedrag på prærien, som har indeholdt store mængder af knogler fra dyr EFTER dinosaur-tiden – altså for ca. 20 millioner år siden.

Vi spiste først de medbragte boller udenfor den fine træbygning ved parkeringen, og vi undrede os over, at her var en næsten fyldt parkeringsplads på trods af at dagen havde været næsten fri for nogen form for liv på vejene.

Forklaringen var, at der var ”special event” på museet, hvor to palæontologer holdt foredrag om deres nye bog og signerede den – det undgik vi behændigt at deltage i.

Selve udstillingen var ikke så stor – men meget fin og forklarende. Alle tænker T-Rex osv., når man taler om knogler i jorden, men der levede en stor række dyr i perioden mellem ”os” og dinosaurerne, og de er meget oversete … og ikke mindre imponerende … eller skræmmende. Herunder er det to uhyggelige Daeodoner, som overfalder de græsædende lama-agtige Moropus’er og de små gazelle-kameler Stenomylus.

Alle disse prægtige dyr døde af tørst, da de mægtige Rocky Mountains skød op og spærrede for regnen vestfra, så derfor samledes de ved de få vandhuller som her, og fandt deres endeligt, da det hele tørrede ud. Da regnen så endelig kom, blev deres knogler begravet i fint støv fra bjergene, og deres knogler blev bevaret for eftertiden, så vi i dag kan stå og betragte dem – med et lille gys.

Området tilhørte i 1870’erne familien James og Kate Cook, som begyndte at finde knogler i jorden. De fik mange udgravende professorer på besøg, og sønnen Harold Cook blev selv en dygtig palæontolog. Faderen James Cook havde, før han blev farmer, en fortid som jæger i det vilde vesten, og det lykkedes ham med tiden at knytte nære venskaber med indianerne i området, dvs. Oglala og Cheyenne. Han fik med tiden mange gaver fra disse indianere, og denne fine samling kunne vi i dag også se her på museet. Disse kloge høvdinge mente, at tingene ville blive bevaret for eftertiden, hvis Cook fik dem … og det havde de jo ret i. Den mest spændende ting var nok en bisonhud, som indianerne lavede som en gave til Cook. På huden var malet ”The Battle of Greays Grass” … nok noget bedre kendt som ”Little Big Horn”, hvor General Custer fik læsterlige tæv af indianerne.

Vi susede nu videre uden at gå den korte tur til de to høje, der ville have ”stjålet” en time til. Det var en lang (læs endeløs) tur gennem Nebraska og videre op i South Dakota, så det blev sent, før vi nåede til Hot Springs. Der var heldigvis stadig dagslys, så Hanne guidede os efter vores kommende værts beskrivelse gennem selve Hot Springs og videre gennem en glødende rød dal af klipper, der syntes at smelte i den sene, nedgående aftensol. Vi kæmpede os op ad en stejl grusvej og fandt uden de store problemer Wade & Patricia’s hjem, hvor vi den næste uge skulle låne én af deres tre mobile-homes på kanten af afgrunden – en fantastisk beliggenhed.

De rare værtsfolk viste os faciliteterne, og de fik Hannes medbragte smørbagte kager fra Irma i en kagedåse med den lille havfrue – vi kunne ikke finde på noget, der var mere dansk! Og dåsen var håndbåret med fra Danmark i håndbagagen.

Vi susede ned ad bjerget igen, så vi kunne købe aftensmad og morgenmad i ”Lynn’s” – og selvfølgelig vin og øl til en ferieuge. Der var en anelse lys, da vi kørte op igen, men det var mørkt, da vi grillede bøffer udenfor vogne på gasgrillen og lavede bagekartofler i mikroovnen – her manglede intet. Den lækre hot-tub lige udenfor vognen blev droppet i dag, da det blæste en hel pelikan, og vi besvimede en times tid før midnat med et smil på læben – nu har vi ferie en hel uge det samme sted.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag