Lørdag d. 15. august 2015 RETUR

Smukke bjergsøer og plysklædte tiggere

Det var blændende solskin, da vi vågnede. Vi hentede bagels, mælk / cereals, yoghurt, juice og kaffe (ja – vi slæbte) fra receptionen og nød morgenmaden på altanen. Hanne havde allerede fået kaffe på sengen og nydt udsigten med ”ground squirrels” (altså små egern) på græsplænen udenfor hotellet – fantastisk måde at vågne på.

Underholdningen på græsplænen fortsatte, mens vi spiste morgenmaden og nød vejret.

Så gik turen mod ”Rocky Mountains National Park”. Vi var kun LIGE drejet ud fra hotellet, da en lille konfus sortbjørn tordnede over vejen foran os. Den kom ud fra hotellets område, og det hele kom så hurtigt, at kameraet slet ikke var pakket ud endnu. Jamen … det så ikke helt rigtigt ud. En bjørn skal ikke være inde i så tæt bebyggelse – det er usundt for dens helbred, hvis sheriffen kommer forbi! Vi fortsatte mod parken, hvor vi ret hurtigt stødte på et mobil-skilt med ”Parking Full”, så vi vendte bilen i stedet for at køre de 5 kilometer videre.

Vi havde lige passeret ”Moraine Parking”, så her kunne vi parkere og tage vandreskoene på. Hanne ville lige bruge toiletterne, men den lille shuttlebus dukkede op med det samme, så vi kastede os ind i bussen og nød den store rundtur til alle campingpladser i området for at fragte folk rundt. Vi endte på ”Park and Ride”, hvor vi skulle skifte til store busser, og her var ganske rigtigt spækket med biler. Man skal ifølge rangeren fra i går være her kl. 7 for at få plads – men her sov vi trygt, og shutllebus-løsningen fungerer perfekt, så hvorfor stå op kl. 6?

Da vi forlod den næste bus gik første tur omkring ”Bear Lake” søen. Det var den rene idyl i den bagende sol, og det var en ret kort og flad tur.

Vi fortsatte længere op i bjergene mod ”Emerald Lake”, og vi passerede snart ”Nymph Lake”, der som navnet antyder var fyldt med flotte, blomstrende åkander. Her holdt vi igen en pause og nød det idylliske sceneri – og vi tog adskillige billeder, som kunne blive kalender-kandidater til 2016.

Der var sort af folk på stierne – man har tydeligvis sommerferie i USA, og så var det jo også week-end, men det gjorde ikke turen mindre smuk. (Ja! Vi måtte vente et par minutter på at tage dette billede – de andre skulle lige forsvinde først. Og så blev vi sat til at tage billeder af de næste hold – alt sammen meget hyggeligt!)

Den sidste etape op mod ”Emerald Lake” var én lang trappe i klipperne, men flot var det. Vi passerede en del andre små-søer, hvor fædre sad og fiskede med deres sønner, og der var hele tiden tiggende ”ground squirrels” omkring os – de er godt vant på denne turiststi – og de må gå i tigge-skole som små, for de er RET gode til at se bedende og sultne ud!

Da vi nåede frem til den lille bjergsø sad folk på klipperne ned til søen og spiste deres frokost og nød udsigten. Nogle få modige mennesker soppede i vandkanten, og deres skrig gav en formodning om vandets temperatur – her er sikkert ret koldt om natten.

De små egern pilede rundt og tiggede krummer, mens en enorm ”marmot” (murmeldyr) dovent daskede rundt og forsøgte at erobre folks rygsække – morsomt – men man skal nok ikke bides af dens store tænder, og den var fuldstændigt respektløs, så folk hujede ad den, for at jage den væk – uden den store succes, for den traskede bare videre til næste offer. Vi satte os på nogle døde træer, der virkede som buede lænestole – dog uden at være magelige - og nød forestillingen, mens de små egern kom helt hen i armslængde afstand for at tigge.

Højdepunktet var, da murmeldyret stillede sig op bag en turist og læste på hans T-shirt, at man ALDRIG stiller sig bag folk, der spiser chili! Vi spiste de medbragte boller fra morgenmaden og nød den smukke sø.

Vi begyndte nu nedstigningen, og vi satsede på en anden rute mod ”Lake Haiyaha”, men ved afviseren mod søen ombestemte vi os, da mørke skyer igen trak sammen over bjergene, og det begyndte at rumle i det fjerne. Det dryppede en anelse, da vi nåede tilbage til busholdepladsen, hvor NPS-folkene med stor autoritet linede folk op i kø til busserne – der er som sædvanligt MEGA-styr på det, når NPS-folket er involveret.

Rangerne fyldte ikke busserne helt op, for der skulle også være plads til at samle folk op på vej ned ad bjerget, så der gik en lille time, før vi var helt nede ved vores egen bil igen. Her besluttede vi ”lige” at køre op til toppen af parken igen for at gå lidt på sæteren.

Sæteren viste sig at være et goldt, fladt landskab, hvor der kun er gode vækstbetingelser for de lave planter ca. 3-4 måneder om året. Vi traskede så langt væk fra bilen, at vi ikke kunne se vejen, og her satte vi os ned og nød Hannes nyindkøbte gigant-pose med 44 Chocolate-Chip-Cookies (hvor vi endte med at have 4-5 stykker med hjem til DK!)

Vi nød stilheden og det golde, øde landskab, der meget snart ville være dækket af 10 meter sne. Frost og blæst former de sprøde klipper til besynderlige skulpturer, så på trods af det lident frugtbare landskab er der rigeligt at se på.

Det begyndte at blive mørkt, så vi hastede ned. Der skulle dog gøres adskillige holdt på vejen ved alle udsigtspunkterne, og vi så både et murmeldyr og en flot rovfugl - og nåede alligevel tilbage i dagslys

Aftensmaden var en gentagelse fra i går, selv om den blev indtaget i mørket på terrassen under en flot stjernehimmel. Og så var det sengetid - En lang køretur venter i morgen.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag