Fredag d. 14. august 2015 RETUR

Rocky Mountains viser alle sine ansigter

New York var overraskende livlig kl. 04.30, da vi vandrede den korte vej fra hotellet til metroen – en ganske almindelig fredag morgen – eller nat. Vi missede lige et tidligt metrotog og måtte stå 20 minutter på en gloende hed undergrundsstation, så kunne vi holde tidsplanen? Det hjalp heller ikke, at vi stod af ved Terminal D i stedet for Terminal B fra bus M60, men alligevel var vi i lufthavnen som planlagt og havde god tid til at sidde i flyet mod Denver kl. 8. Flyet rundede lige Manhattan på vej væk fra byen, og det var et storslået syn, selv om vi ikke havde vinduespladser og kunne fotografere – sikken by!

Fire timer og en hel del billedsortering senere landede vi i Denver. En hel times ventetid på bilen hos Hertz føltes ikke lang, da en stor sort kvinde a la Woopy Golberg gjorde alt for at informere os om køen, Toll Roads væk fra Denver og andre indslag – bla. uddeling af tyggegummi, så det var en hel oplevelse. Det blev straks noget mere heftigt, da vi fik vores sølvgrå Hyundai Sonata og fløj i lav højde ud af Denver på en overfyldt Highway. Folk kastede bilerne mellem vejbanerne for at fange de rigtige afkørsler væk fra Denver, og allerede efter få minutter havde vi en katastrofe-opbremsning med under én tomme op til næste kofanger – og sikkert den samme afstand til den holdende bil bag os – uha en voldsom start!

Resten af turen mod Rocky Mountains var mere fredelig. Men der var stadig megen trafik på I-25. Da vi svingede fra mod vest, besluttede vi at spise frokost og puste ud, inden vi tog det sidste hop mod Estes Park. Det var kvælende varmt og 100 F (37^oC) ifølge bilens termometer, og holdt man hånden på forruden, så var det som at røre en kogeplade, så bilens aircondition kørte på fuld kraft. Vi forlod nu den flade prærie omkring Denver, og landskabet blev gradvist mere dramatisk, indtil vi snoede os ved siden af ”The Big Thompson River” med stejle, forrevne klipper på begge sider af vejen, mens vi kravlede opad mod Estes Park via Highway 34.

Det blev smukkere og smukkere, og temperaturen faldt, som vi steg op i højderne. Vi fandt uden problemer ”Americas Best Value Inn” i Estes Park midt på Hwy.34 og fik et rum med en balkon allerede kl. 15, så vi smed hurtigt alt vores grej og indtog korte bukser+T-shirt og sandaler uden strømper (her skulle vi nok lige have tænkt os om!), og så satte vi kurs mod ”Rocky Mountains National Park”, hvor den altid rare (kvindelige) ranger i 60’erne misundeligt ønskede os god fornøjelse med de fremviste vandreture i morgen. Ved indgangen købte vi et årskort til ALLE USA’s parker – vi skal jo også bruge det på Hawaii til februar!

Nu kunne vi køre den fantastisk tur hen over Rocky Mountains, som vi blev snydt for sidste gang, da sneen ankom og vi måtte køre udenom. Her var forbløffende mange biler, men det er jo også både sommerferie og week-end for amerikanerne i modsætning til sidst, hvor vi var her lige op til vinteren. Bilernes nummerplader afslørede, at folk kom fra nær og fjern for at køre denne tur.

Adskillige steder langs ruten gjorde vi holdt og steg ud, og det var her, at det gik op for os, at vi havde sommertøj på – og INTET andet tøj i bilen, hvis vi skulle gå i stå her midt på bjerget. Termometret stod nu på 50F (10^oC), og voldsomt sorte skyer trak sammen over bjergene. Det begyndte ikke bare at regne og tordne, men vejen blev ligefrem dækket af hagl, så den var et kornet, hvidt is-tæppe. Vi stoppede alligevel og nød udsigterne, når der var ophold i bygerne, men det var meget køligt at stå ud af bilen. På toppen af ruten var vi så højt oppe, at træerne er væk. Til gengæld er her masser af elk, der græsser, og vi stødte også på turens første chipmunk, der var blevet fodret med lidt gulerod.

Vi fortsatte vi HELE vejen over bjergkæden og endte ved den campingplads på ”Grand Lake”-siden, hvor vi så bunker af ”elk” for to år siden – og dengang blev forhindret i at køre længer over bjergene på grund af nattens snevejr. I dag kom vi ikke tæt på nogen elks, men til gengæld tronede en hjort ved kanten af vejen, inden den forsvandt ind i skoven.

Det var derfor kendt område, så vi vendte bilen og satte kursen hjemad – dog ikke uden adskillige holdt på turen. På toppen af ruten var de store elks nu kommet helt tæt på vejen, så de kunne foreviges uden at vi stod ud af bilen.

Dyrene begyndte at lægge sig ned for natten – et klart tegn på at vi også skulle til at finde hjemad.

På vej ud ad parken sagde to store kalkuner farvel til os – de kunne da godt være kommet med hjem til den oven, som vi ikke havde. Men så ville vi have haft mad til resten af turen, men det var nok blevet lidt kedeligt i længden.

Vi rundede Safeways, som er én af vores favorit-supermarkeder – men absolut også i den dyre ende. Det var lyst, da vi gik ind, men da vi kom ud 19.15, var det blevet mørkt. Heldigvis havde den nærliggende ”liquor store” åbent til kl. 20 – UHA – her kunne vi godt have haft en katastrofe, hvis vi skulle have undværet øl og vin på den første rigtige feriedag på turen. Da vi havde varmet vores mad i mikroovnen, var det – som sædvanligt – alt for sent … men sådan er vores feriedage jo!

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag