Torsdag d. 16. juni 2016 RETUR

En tur over Bodmin Moor … med overraskende mange seværdigheder

Morgenmaden blev hurtigt overstået med lidt ristet brød, så vi kunne komme afsted mod byen Bodmin og den nærliggende hede ”Bodmin Moor”. Det var en køretur på 1½ time, og vi ville lige se St. Michaels Mount – borgen ude i vandet – på vejen. På mystisk vi kom vi anderledes gennem Penzance, end vi plejede, så vi så ingen afvisere til seværdigheden, og på den måde udsatte vi dette til i morgen.

Der var overraskende meget trafik – eller også er der bare altid meget trafik på vejene, så det tog lidt tid at nå frem til Bodmin. Her fandt vi dog uden problemer Turist Informationen og en stor parkeringsplads tæt ved. En ung kvinde i Informationen anbefalede en vandrerute på 4 miles, som ville vise os både heden og en masse af dens seværdigheder – seværdigheder på en hede? Hun anbefalede også vandfaldet ”Golitha” på vejen og forsikrede os om, at der ikke var smalle veje på turen – noget som turister åbenbart frygter.

Vi fulgte de skriftlige anvisninger ud til heden, og vejene var på intet tidspunkt så smalle, at begge sidespejle skabede mod siderne af vejen, som jo er høje stensætninger – der var nok omkring 20 cm luft på hver side – rigelig plads for en indfødt!

Vi holdt kort ind ved vandfaldet Golitha, men vi gik kun en kort tur, da her var temmelig mudret og for mange rødder til at det var sandal-venligt, så vi nåede ikke helt frem til det 80 cm store vand-styrt, som det nok kræver lidt god vilje at kalde et vandfald.

Her var også lidt for mange hundeluftere til at vi fik et glimt af de lokale oddere.

Vi kørte derfor kort videre til parkeringen ved byen Minions, hvor stenene ”The Hurlers” er hovedattraktionen. Det er tre lave sten-cirkler, som nok minder lidt om Stonehenge – bare meget mindre. Fårene græssede fredeligt, og i baggrunden kunne vi se en bakketop med små sten-varder, som ifølge kortet var en del af vandreturen.

Lige ved siden af parkeringen var der masser af heste, der gik frit omkring med deres føl – det var ren idyl.

Vi fulgte anvisningerne på vores udleverede rute, så vi gik ud over heden ad en gammel stenbrudsvej, hvor der om muligt var endnu flere køer end på motorvejen. Disse køer lå dog ned og tyggede drøv, og kun ganske få af dem flyttede sig, selv om vi nærmest trådte hen over dem.

Det første stop var et stenbrud, som havde en smuk sø nede i det gamle brud. Man kunne let gå helt ned i det lille brud, og da solen skinnede og der var totalt læ nede i gryden, så var det et både lunt og smukt stop til at drikke en cola og underholde de mange ørred-fisk i det klare vand med smulder fra Tuc-kiks.

Vi forlod modstræbende dette lille paradis midt på heden, da vi jo havde planlagt frokost på en pub i Bodmin, så nu gik turen ned fra bakken i retning mod højen i det fjerne. Her passerede vi igen både køer og får, og vi begyndte opstigningen til ”Stowe’s Hill”, der skulle være et gammelt ”stronghold” … som var en primitiv form for forsvarsværk tilbage i bronzealderen.

Oppe på toppen var der en flot udsigt over hele landskabet, og hvis det ikke havde været lidt diset, så skulle vi have kunnet se både Dartmoor og havet ved Plymouth. Vi kunne dog stadig se langt, og også her i dette landskab dominerer de mange skorstene og tårne fra maskinerne ved minerne.

Det mest interessant på toppen af denne bakke var dog de besynderlige geologiske formationer, ”Cheesewrings”, hvor guderne har leget med at stable rundede klipper ovenpå hinanden. Vi gik længe rundt og fotograferede dette fantastiske skue, som er meget specielt.

Fra starten af vandreturen lignede det små varder, som mennesker havde stablet ovenpå hinanden, men her tæt på var de enorme, så disse bronzealdermennesker, må have været kæmper.

Vi kravlede nu ned fra bakken langs et pigtrådshegn, som forhindrede os i at falde i endnu et stenbrud. Lokket af vejledningen gik vi ind i det langs den vej, hvor små togvogne havde ført de store klipper ud – sten som vi senere erfarede er brugt til f.eks. Tower Bridge i London.

Det var endnu et enormt hul, og man undrer sig over, at mennesker har kunne lave så store huller – kun ved hjælp af damp og dynamit.

Vejen førte os videre i udkanten af heden, hvor vi kunne kigge ned på små landsbyer og de mange meget velbevarede maskinhuse fra minerne.

Nu gik turen hjemover, og vi gik kort ind i en ruin af et minepumpehus, hvor der indvendigt i stueetagen var indrettet et lille museum for både heden, minerne og de mennesker, som har levet her. Det var fint og informativt, og vi fik forklaret mange af de spørgsmål, som var opstået på turen. Vi lukkede pænt døren bag os til dette lille ubemandede sted, som ikke har åbningstider – her er altid åbent.

Sidste del af turen tilbage mod parkeringen var igennem de tre sten-cirkler, som kaldes ”The Hurlers”. Ingen kender rigtigt funktionen af dette mini-Stonehenge, men rygtet vil vide, at det er forstenede mænd som arbejdede på en søndag – så kan de lære at holde hviledagen hellig. Dette er hoveattraktionen for parkeringen, men vi var vildt begejstrede for alt det andet, som vi havde set, så mandshøje sten i cirkler virkede ikke så imponerede efter de mange andre flotte syn.

Vi kørte nu tilbage til Bodmin for at få en MEGET sen frokost, men det første sted vi fandt var der fodboldfans og høj larm (England spiller mod Wales i dag i fodbold EM), så vi gik videre til ”The Hole in the Wall” pubben, hvor de ikke serverede frokost kl. 16.15 – englændere er underlige!

De er til gengæld også meget hjælpsomme, så bartenderen gik med udenfor ”hullet” og pegede os i retning af ”Bodmin Jail”, hvor vi skulle kunne få noget mad på dette tidspunkt. ”Bodmin Jail” var ganske rigtigt et gammelt fængsel, men det lignede også en rigtig restaurant, og det gad vi ikke – vi vil have PUB-mad, så vi endte med at gå tilbage til sports-larmen, hvor vi nu så på skiltet, at de ikke serverede mad mellem 14.30 og 18. Vi skulle altså vente næsten en time, så vi besluttede derfor at køre hjem i stedet.

Det lykkedes os at køre den gale vej ud af Bodmin, så vi røg ud på motorvejen på det 20 kilometer lange stykke vejarbejde, som vi var udsat for på vej til Pendeen – katastrofe. Heldigvis kunne vi ret hurtigt dreje ind på en lille sidevej, og derefter kaste bilen tilbage i den modsatte retning – 2 * 20 kilometers kø-kørsel var undgået. Vi holdt ind hos Sainsbury i Penzance for at købe aftensmad, da vi ikke turde satse på at nå Costcutters inden lukketid. Da vi nåede hjem løb vi tør for sol, og det begyndte at dryppe – endnu en dag hvor vi har været super-heldige med vejret, så vi nød de røde bøffer, mens vi kiggede ud på det nu grå vejr.

Aftenens BBC Nyheder var rystende – et yngre kvindelig parlamentsmedlem var blevet myrdet, og det rystede selvfølgelig alle dybt. Det forlængede snakken om adgang til våben, som blev afsluttet med, at Obama besøgte ofrene fra skyderiet i Florida.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag