Op kl. 04.30 og af sted til lufthavnen. Ærgrer mig over, at jeg ikke havde kameraet fremme allerede her, da Farmor & Farmor sad og ventede på trappen iført badekåber kl. 6, da vi kørte ind på Irlandsvej. FEDT! Vi kyssede farvel og tog en taxi til lufthavnen.
Kom helt uden problemer til Frankfurt (og jo, der var køer i Kastrup, men de
var overskuelige), og videre til USA i denne bamse.
I LAX (Los Angeles International lufthavn) tog vi en bus til Metro-stationen
og toget videre til vores hotel, hvor dagens cirkus startede.
Alle er spanske i området, og der tales mere spansk end engelsk, men LA er jo
også grundlagt af spanierne. Så vores søde lille unge dame bag skranken,
gjorde ikke et overbevisende stykke arbejde, med at få os ind på hotellet. Vi
fik dog hurtigt et rum, men det havde kun én seng, da vi endelig havde slæbt
alle vores kufferter derover. Pigerne blev efterladt, og Hanne og jeg gik
tilbage for at få det rigtige rum. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, da
de ikke havde flere værelser med balkon, som vi havde bestilt. Så vi fik et
andet, som vi var kloge nok til at checke, inden vi hentede pigerne ... kun én
seng. Det viste sig nu, at Hanne faktisk kunne temmelig mange gloser på spansk,
som jeg ikke vil oversætte her, men det lykkedes os da i tredje hug at få et
rum med to senge, hvor der var kaffemaskine, hårtørrer og velfungerende
udsugning på toilettet. Faktisk et meget fint rum.
Vi havde jo ikke fået noget aftensmad, så Hanne og jeg gik ned til den lokale, som selvfølgelig var en lille spansk-ejet butik/supermarked, med smalle gange og masser af spøjse varer. Vi købet vand, øl, brød og pålæg, så vi lige kunne klare den. Man har brug for MEGET vand her ... det er varmt; selv om aftenen er det nok 25 grader.
På trods af støjen fra den lokale brandstation, faldt vi alle bevidstløse om ... efter at have været oppe i 27 timer.
Hotellet har en fin tag-selv-morgenmad, hvor man selvfølgelig i bedste amerikanske stil kan lave sine egne morgenvafler og drukne dem i sirup. Hanne og jeg meldte pas og holdt os til vores bagels. Helt perfekt! Dog var der ikke plads i det lille lokale i forbindelse med receptionen, så vi satte os ud i skyggen ved den lille pøl og spiste ... fedt!
Herefter gjorde vi noget modigt! Vi forsøgte at forklare den nu noget ældre dame bag skranken, at vi gerne ville skifte værelse til et med balkon. Hun var meget sød og forstående, og hun lovede endda, at vores køleskabsvarer ville blive flyttet ind på det nye værelses køleskab, lige så snart rummet var klar. Da vi jo ikke ville være der selv omkring middagstid, satte vi alle tasker, poser og kufferter ind i et rum bag receptionen og drog ud i Los Angeles med mål mod Turist Informationen, som kun lå en kilometer væk i centrum ... eller Downtown, som det hedder herovre.
Pigerne var minimalt imponerede af USA. "Her er jo slet ingen højhuse!". Det er ganske rigtigt. Som alle andre storbyer i USA, er højhusene kun placeret i Downtown, og der er som regel ikke ret mange (med mindre man tager til Chicago eller New York mfl.). Alle andre huse er bygget lave i max. 3-5 etager som alle andre steder i verden.
Turist kontoret var vores første møde med de venlige amerikanere. Der er
MEGET flinke og MEGET hjælpsomme. Denne ældre dame bag skranken var nu i
særklasse, da hun ikke var kunstigt venlig, men havde helt styr på, hvad dagen
gik ud på: "Pigerne vil shoppe ... så tag bussen til "The Alley"
... her køber jeg selv ind. Din eneste opgave bliver at holde dig i baggrunden,
indtil du skal betale". Dette viste sig at være en MEGET præcis
beskrivelse af de næste tre-fire timer i stegende hede, hvor jeg forsøgte at
holde mig i skyggen, mens Hanne tappert hjalp pigerne med at vælge sko og tøj
til max. 10-15 dollar. Og så skal man lige huske at lægge 8.25% på i tax ...
det står ikke på skiltene herovre!
Herfra gik turen tilbage til Downtown, hvor vi traskede en længere tur rundt
og så på høje huse. Nu lykkedes det rent faktisk pigerne at blive imponerede
... men alting tager sig godt ud, når man lige har købt de rigtige solbriller.
(Bemærk højhusene i reflektionen!)
Og så skal vi da lige vise, at alle pigerne har været her ... dog er Hannes
solbriller købt i Chicago!
SÅ gik turen videre gennem byen til koncert-området, hvor Disney lige havde
smidt et nyt hus op til 2 MILLIARDER kroner. Hvem sagde Guggenheim i Bilbao? Men
flot var det.
Godt sultne tog vi nu bussen det sidste stykke op til det oprindelige Los Angeles, som var en park med "gamle" mexikanske/spanske huse, hvor vi ville spise frokost. Vi fandt det ældste hus ... fra 1815. De var MEGET stolte af det. Mexikansk frokost og KOLDT øl var nu lige hvad vi trængte til.
Nu havde pigerne fået kultur nok ... nu ville de se GLAMOUR!
LA er nok det nemmeste sted i verden at finde dette. Så vi tog straks toget
videre til Hollywood Boulevard, hvor vi straks rendte ind i det tour-selskab,
som vi gerne ville tage en tur med. 108$ fattigere steg vi op i en lille bus
sammen med Larry (check myspace/littlelarry25), som var stand-up-komiker i
halvdelene af sit liv og tour-guide i resten. Han var i hvert fald ufatteligt
underholdende, og munden stod ikke stille på ham i 2 fulde timer. Her køre vi
gennem Hollywood, så Paris Hilton shoppe (og hende kunne han ikke lide, hvis
nogen skulle være i tvivl!), så alle de dyre biler (som kunne brødføde en
hel by iflg. Larry), og endelig .. hvor alle de kendte enten boede eller var
faldet om af en overdosis kokain.
Tom Cruise har verdens længste hvide stakit foran en massiv hæk, og der var
ingen pavarazzi-fotografer, der denne dag ventede på ham. Sylvester Stalone var
heller ikke hjemme, da han er ved at lave "Rocky 7". Den mest
interessante villa var dog en fashion-butiks-ejer, som købte en bil, hver gang
en stjerne havde købt en kjole hos ham. Her et lille udsnit af hans Ferraier
... der var mange forskellige farver - men nok flest røde! (Og der er dækket
til med gule dækkener, så de ikke falmer i solen!)
Vi så selvfølgelig også det sted, hvor "Pretty Woman" Julia Roberts blev smidt ud af tøjbutikken (de har nu udsalg), der hvor de boede på hotellet, og sidst men ikke mindst, den brandstige, som Richard Gere kravler op ad, og henter hende til sidst. Ikke et øje tørt!
Efter turen gik vi selv en gåtur på Hollywood Boulevard, hvor der er lagt
stjerne ned i fortovet med navnene på alle berømthederne i Hollywood. Vi fandt
straks en favorit.
Der står "Bugs Bunny" hvis man er i tvivl. Men der er også
menneskelige efterladenskaber foran Graumann's Chinese Theater. Her har alle de
RIGTIGT store efterladt hånd- og fodaftryk i cementen ... ofte sammen med en
lille sætning. Ham her havde for eksempel skrevet "Go ahead ... make my
day" ... tænk at Clint Eastwood og jeg har samme størrelse hånd!
Og nu vi er ved disse meget interessante anatomiske sammenligninger, så passer Hanne BÅDE fod- og hånd-størrelse med Meryl Streep.
Og hvad er så det, som man SKAL se, når man er her ... det er selvfølgelig
skiltet. Det er ikke nemt, men det kan lade sig gøre, hvis man kravler helt
igennem et stort indkøbscenter.
Det er meget langt væk ... men det er der!
Aftensmaden blev en MEGA-stor is med udsigt til "El Capitan" biografen på Hollywood Boulevard, hvor den nye "Pirates of the Carribean II" har premiere i morgen ... her skal nok blive et stort opløb af alle den kendte. Men det bliver uden os, for vi har andre planer.
Så var der lige den sidste udfordring. Vores unge dame på hotellet fra i går, var overraskede over at se os igen ... vi havde jo checket ud. Det mente vi ikke, at vi havde, så efter IGEN at have vist vores Internet-booking frem, kunne hun da godt se, at der var et problem. Hun havde igen ikke noget rum med balkon, men denne gang fik vi da et rum med 2 senge i første forsøg. Dog manglede udluftningen på badeværelset, hårtørreren og kaffemaskinen ... men ellers var det lige så godt som det første. Lidt ligeglade med balkonen besvimede alle og sov som sten.