Steve Hackett, November 20 2021, Amager Bio, Copenhagen

The Pineapple Thief (Support: Trope), 18. marts 2022, Amager Bio

Forfriskende og godt håndværk serveret med stor energi Retur

Trope (Opvarmning)

Det er efterhånden tit, at jeg også glæder mig til at høre opvarmningen til en koncert.

Ifølge Amager Bio’s hjemmeside var Trope nye album ikke udkommet endnu. Det var derfor herligt, at den rent faktisk lå i merchandise boden efter koncerten – og at Diana Studenberg og guitaristen Moonhead stod og meget velvilligt signerede albummet. Det mest overraskende var, at de ikke kunne tage imod penge, så de fik min mail og sendte en regning via PayPal, som blev betalt netop, som jeg skriver dette – sådan. Hyggeligt at få en mail fra sangeren efter en koncert 😊

Denne text er fundet på bandet’s hjemmeside https://www.tropetheband.com/

Trope is an alternative rock band with progressive elements located in Hollywood, LA featuring vocalist Diana Studenberg, Moonhead (producer/guitar), Joe Ciccia (guitar), Todd Demma (bass) and Sasha Siegel (drums). The band formed in 2016 and have spent time writing and recording demos which became their debut album `Eleutheromania` which means “a manic intensity for freedom,” and was created after lead singer Diana and Moonhead joined forces to co-create the album. Moonhead produced a foundation of progressive-style riff rock and alternative chordal structures, which Studenberg interweaved powerful lyrics and melodies, building anthemic choruses and polyrhythmic verses.

Jeg var først lidt skuffet over, at hele bandet ikke kom på scenen, men der var kun afsat plads til en halv times musik + 10 minutters sceneskift, så det skulle nok holdes småt. Det var så meget glædeligt, at guitaristen Moonhead med sin akustiske guitar kunne larme som et helt band, og sanger Diana Studenberg kunne levere en flot og kraftig vokal. Og kraftig vokal var nødvendig, hvis hun skulle overdøve Moonhead, som nærmest forsøgte at tæske noderne ud af de stakkels guitarstrenge. Mest forbløffende var det, at han så vidt jeg kunne se, ikke stemte guitaren i løbet af den halve times bøllebank, som strengene fik.

Numrene er baseret på melodiske riffs til Diana Studenbergs stærke stemme, og de stille passager efterlader plads til mere følelse af folkemusik. Stemmen arbejder sig så op sammen med guitaren til en eksplosion af langstrakte vokaler (altså ”Cooooooooome with me, Staaaaaay with me, and you fiiiiiiiiind another waaaaaaaay” med beton-riff som underlæg – det er meget flot musik, som burde kunne slå igennem på den internationale scene. I en lidt anden opsætning kunne det være god pop … men det er jo opskriften på at blive store i en svær branche, og hvis Volbeat kan, så burde Trope også have en chance for at klare sig. Producer Moonhead ved i hvert fald, hvad det kræver.

Meget fint – jeg håber virkelig, at jeg får muligheden for at høre Trope med fuld besætning.

Link til alle fotos i fuld opløsning.

Set:

1. Lambs

2. Plateau

3. Surrogate

4. Breach

5. Planes

6. Seasons Change

7. Pareidolia

The Pineapple Thief

Der lægges stærkt ud med nummeret ”Versions of the Truth” fra nyeste album, og allerede her er jeg glad for, at jeg købte ørepropper i baren, for der er fuld skid på det hele. Allerede under første guitarsolo får jeg lidt ondt af låne-guitaristen Beren Matthews, som ellers gør det ganske udmærket, men det er det flotte tromme-underlæg, jeg noterer mig. Det irriterer mig så også lidt, når bands tager session-folk med på scenen, men det skyldes jo nok, at Bruce Soord er en ganske habil guitarist, så han vil nok gerne selv klare dette i studiet. (Læser man artiklen på Wikipedia om TPT, så er det tydeligt, at Bruce Soord også er perfektionist – det er utroligt hvor mange af deres skiver, som er remastered og re-mixet om af Mr. Soord inden udgivelsen.)

I “I Got Demons” får vi et godt popnummer med det karakteristiske guitarløb – et nummer, hvor der også er plads til en syngende guitar til harmonierne – harmonivokalerne, som netop er én af Pineapple Thiefs styrker.

Der er endnu flere harmonier i ”No Man’s Land”, og de stod knivskarpt i det spinkle arrangement med akustisk guitar og klaver. Bassen buldrer ind fra Jon Sykes, hvis stemme absolut også er en stærk del af TPT – og så tonser det derudaf – det er jo progressiv rock! Igen er det svært at fokusere på andet end Gavin Harrison’s trommearbejde – der er bare super-lækkert.

Der går lidt koks i en guitar, og Bruce Soord tilkalder Audio-Cladio, som er roadie. Dette giver anledning til an kort pause, hvor Bruce siger ”Do you want to see Gavin’s trick?” Alle forventer nok et tromme-trick, men Mr. Harrison stepper frem på scenen og udfører det store ”lommetørklædet forsvinder”-nummer … der er ikke et øje tørt.

Bruce Soord er en fremragende performer. Man er ikke i tvivl om, at han er TPT, og hans vokal bærer mange af numrene. Hans stemme er efter min mening stærkest, når han går efter de høje toner. Nogle af harmonier sad ikke lige i skabet, og det skal de, når man baserer sin musik på dette stærke kort. Til gengæld var jeg imponeret over bassisten Jon Sykes’ vokal, der er med til at give dette band sin karakteristiske lyd. Jeg bliver aldrig træt af at høre stærke vokalarrangementer, og dem var der trods alt mange af.

Mit kendskab til The Pineapple Thief startede nok på Morow streaming-stationen, men det var først, da jeg besøgte min absolut yndlingsbutik Fopp i London, hvor der var KScope udsalg, at jeg hentede de første CD’er hjem til samlingen. Jeg undrede mig over, at der er så mange genindspilninger på ”Nothing But the Truth” dobbelt-CD’en (som jeg købte efter koncerten i merchandise-boden), men det viser sig at TPT’s oprindelige musikselskab Cyclops ikke længere kan levere deres bagkatalog, så det er smart at genindspille dem. (Tak til Wikipedia for denne info)

Låne-guitaristen Beren Mathews har en sjov gimmick. Når han ikke spiller (han er jo med for at supplere Bruce Soord), så stivner han og leger statue. Først når han skal spille, begynder han at bevæge sig igen – pudsigt!

Keyboard maestro Steve Kitch gør ikke meget væsen af sig, og det er sjældent at man ser rockmusikere, som tilsyneladende spiller efter noder på en skærm. Det undrede mig en del, da hans fingre næsten ikke bevægede sig i mange passager, så der er ikke så mange noder at huske – sammenlignet med de meget bevægelige guitar-hænder på scenen. Men Pineapple Thief er ikke et standard prog-band med synthesizer soloer osv., men keyboardet bruges til at skabe en underliggende stemning for guitarerne. Dog er der jo også passager med akustisk klaver.

Gavin Harrison tænker: ”Klarer Bruce den solo?” I DID IT!

Til det tredje ekstra nummer samler Steve Kitch sit bærbare keyboard op og kommer helt frem på scenen på scenen til ”fuld gas”-nummeret ”Nothing at best”. Jeg er lamslået over at se, at hans eneste bidrag til nummeret er at holde én tangent nede med venstre hånd, mens højre hånd skruer hysterisk på en knap. Det er meget støjende, men det er en god afslutning på en flot aften, som jeg er glad for ikke at have misset.

Det er altid forfriskende at opleve et band live, som man har lyttet en del til. Det giver et nyt perspektiv til musikken, når man lytter til den hjemme. Og musik er nogen gange bedst, når alle på scenen ikke skal forsøge at overgå hinanden med tekniske finesser, men simpelthen serverer nogle gode melodier med stor energi og indlevelse – og her får The Pineapple Thief et flot 10-tal på 12-skalaen.