ARW … Anderson, Rabin, Wakeman
… Yes, 10. juni 2018, Vega, København
Et herligt genhør med den rigtige stemme – en
glad aften i selskab med YES musik Retur
|
Vi har stillet os i kø
ved Vega tidligt, så vi forhåbentligt kan få siddepladser på balkonen, så vi
er er nærmest forrest i køen. Desværre er balkonen lukket i aften (hvorfor
det?), så vi ender til gengæld helt oppe ved scenen lige foran Mr. Wakeman’s orgie af keyboards. Bandet lægger pompøst
ud med det instrumentale nummer ”Cinema” fra ”90125”-albummet – jeg havde
faktisk glemt, at der var så symfoniske numre på dette album, som jeg ellers
nok havde forventet at høre en del fra i aften – så er der startet for fuld
kraft – og Trevor Rabin har skruet helt op for sin guitar og det helt store
lir. Der var dog tekniske problemer til at begynde med – Jon Anderson’s lille maskot kunne ikke sidde på
mikrofonstativet, men det kunne en tililende crew
rette op på ved at tape en kopholder fast – altså koppen til den lille bamse
… så kunne vi komme i gang. Hvad ville rock være uden Gaffa?
Vi fortsætter fra
samme album med ”Hold On”, og nu er der lagt op til de multi-vokaler,
som altid har været et suverænt varemærke hos Yes, og hvor er det
overraskende herligt at høre Jon Andersen i front igen. Han virker både tændt
og i topform – der er ingen slinger i hans vokal.
Så er det tid til
gammel Yes i form af ”South Side of the Sky”, der giver Wakeman
mulighed for at spille på flygelet, og her er tidslommen perfekt, da Rabin og
Anderson falder ind – lyden sidder lige i skabet og tiden har stået stille i
40 år. Bortset fra det, så har det aldrig været et af mine yndlingsnumre fra
Yes – men der var meget plads til guitar-lir fra Trevor Rabin. Hele bandet kommer
igen til mikrofonerne, da de lægger hårdt ud med ”I’ve
Seen All Good People” … heldigvis havde man ikke
tændt for Wakeman’s, men han sang med – tilsyneladende
i vældigt godt humør på trods af sit koncentrerede og lidt bistre udtryk, der
dog straks ændredes til et stort grin, når nogle af de andre musikanter
nærmede sig hans tangent-fæstning. Dette nummer afslører, at Trevor Rabin er
en god musiker, og at Steve Howe er en kunstner – men det er selvfølgelig
også lidt tarveligt at sammenligne de to guitarister, da Steve Howe er én af
mine absolutte rockguitarist favoritter. Endnu en gang vokalharmonier
understreger, at Jon Anderson er helt på toppen i aften – og først nu efter
så mange år, går det op for mig, at han jo ER den rigtige Yes-sanger … selv
om jeg har været rimeligt tilfreds med mange af hans stand-ins … han er bare
unik, og han har fuldstændigt styr på sin stemme i aften. Jon Anderson tager den
akustiske guitar og de små klokker frem, og så bliver ”And You and I” skudt i gang – også den er lige i øjet, og det
understreger igen, at Jon Anderson er ”The voice of
Yes”. (Se kort video her)
Wakeman falder perfekt
ind på tangenterne, men steel-slideguitaren var
fælt savnet. Som Chris Squire konstaterede efter
netop dette nummer til 2009-koncerten
i Amager Bio ”kan alle godt lide denne sang”! Chris Squire
var selvfølgelig undskyldt for ikke at være tilstede i aften, og hans
stand-in i form af Iain Hornal gjorde det
fremragende – han havde helt klart studeret mesterens måde at håndtere bassen
på, og Mr. Hornal’s vokal var også meget fin, når
han var med i koret. Lou Molino III gjorde ikke
meget væsen af sig på trommerne, men han passede sit job fint, og han deltog
også i festen, når der skulle synges kor.
Nu starter den
karakteristiske, let hysteriske rytme fra ”Changes”, og på elegant vis sættes
tempoet ned og glider over i det flotte pop-nummer, som mange af ”de unge” i
salen helt sikkert har ventet på. Trevor Rabin styrer sikkert vokalen, og Jon
Anderson er henvist til koret, og der er ikke et øje tørt – selv Wakeman synger med – heldigvis stadig uden mikrofon – der
er fest i Vega. Nu skal det jo ikke
være pop alt sammen, så der skiftes spor med det aggressive intro-riff til ”Perpetual Change”, som både efterlader plads til melodisk
bas-spil, Jon Andersons nøgne stemme og
staccato-tangenter fra Wakeman – det hele står
knivskarpt. (OK! Jeg havde tager ørepropper i her, men vi stod også LIGE
foran højttalerne!)
Så er det pop-tid
igen, og aftenen er en flot blanding af ”nyt og gammelt”, hvis man ellers kan
sige det om noget ”nyt”, der ligger tilbage på et 87-album, og altså har mere
end 30 år på bagen – netop albummer ”Big Generator” hvorfra vi får ”Rhytm of Love”, der starter med både symfonisk keyboard
og multi-vokaler, inden guitaren buldrer ud og Jon
Anderson kaster sig ind i kampen med vanlig præcision. Jeg mindes med rædsel
den sidste oplevelse, jeg havde med Yes, hvor Anderson-stand-in Benoit David
voldtog numrene en hel aften i Amager bio i 2011 …
og blev fyret fra bandet meget kort efter. OK, Benoit havde problemer med
stemmen, men det har Jon Anderson absolut ikke i aften – det er en fornøjelse
at høre og betragte ham på scenen i aften. Han udstråler energi og glæde ved
at stå på scenen, og det smitter til hele salen. (Se kort video her. Bemærk at Wakeman går og synger med!) Vi får nummeret ”I am Waiting”,
som jeg nok ikke havde tippet til a være på setlisten,
da albummer ”Talk” er gået under radaren hos mange (jeg opdagede det først
flere år efter udgivelsen!!!), men det er et meget smukt nummer, som jeg
efterfølgende har hørt et par gange med stor fornøjelse. Det klassiske nummer
”Heart of the Sunrise” tordner nu ud i salen med
intense bas- og guitar-toner. Her får Iain Hornal
endelig lov til at komme frem på scenen og vise sit værd, da bassen på dette
nummer ikke kan holdes i baggrunden.
Der er igen Yes-fest
på scenen til denne klassiker … uden hvilken en Yes-koncert ikke ville være …
… og Mr. Anderson’s stemme nu varmet op … jeg mener virkelig, at
han aldrig har sunget så godt! Det må være aftenens højdepunkt! ”Sharp! Distance!”,
synger han af fuld hals. Han er mega-skarp … og
ikke det mindste fjern. Nummeret lægger op til meget samspil mellem bas,
guitar og keyboard, og det er perfekt. Nej da! Aftenens helt
store overraskelse er, da klaver-intro-tonerne til ”Awaken”
toner frem … det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle høre igen live med
Anderson og Wakeman. Mens Wakeman
brillierer på flygelet, finder Jon Anderson en
lille harpe frem, og der mangler intet i denne version, der er over 10
minutter om at bygge op til det ultimative, monumentale prog-højdepunkt
hvor kirkeorgelet falder ind og skaber jordskælv på Amager. ”High vibration
go on!” … teksterne fra Yes har aldrig været dybe, men lige her er det
rigtigt, for dette nummer kunne simpelthen ikke være i rillerne på mine
vinyl-udgaver, så her var CD-erstatningen er kærkommen udgivelse til at
gengive den enorme dynamik. Mange af pop-fansene i salen keder sig helt
sikkert, men jeg er i himlen.
Undskyld Jon! Hvis jeg
nogensinde har tvivlet på dit værd i Yes, så har du nu i min personlige
opfattelse fået oprejsning som den ENESTE sanger i Yes. De sovende i salen
vågner hurtigt op, da bandet vender tilbage til poppen med ”Owner of a Lonely Heart” … jeg
hører slet ikke efter … min buffer er fuld, og jeg har slet ikke fordøjet ”Awaken” endnu. Dog vågner jeg lidt op, da Wakeman træder frem på scenen, og nummeret pludselig
forvandles til Cream-klassikeren ”Sunshine of Your Love” … det var da et pudsigt indfald, men det
fungerer fint. Det er helt klart ”musikalske venner” der er på scenen sammen.
Alle siger pænt
farvel, men er Yes-koncert kan jo ikke slutte uden ”Roundabout”
… heller ikke en ARW-koncert, så den bliver serveret, som den skal uden de
store sikke-darer. Så tager bandet
endelig afsked med et jublende publikum i Vega, der har fået mere, end de
turde håbe på. En Anderson i topform, en sprudlende Wakeman
og en Trevor Rabin, der helt sikkert er meget vellidt af de to førstnævnte –
og en god pop-smed! Selvfølgelig savnede vi Steve Howe og Chris Squire, men det var en fantastisk aften med Yes-musik i
alle afskygninger. Tak for det.
… og kommer der ny musik
fra de tre herrer, som de har truet med, så vil vi ikke protestere! Se alle billeder her i fuld
opløsning. Setliste fra www.setlist.fm: 1.
Cinema 2.
Hold On 6.
Changes
9.
I Am Waiting
11.
Awaken 12. Owner of a Lonely Heart (with 'Sunshine of Your Love' by Cream snippet Encore: 13. Roundabout |
