Stone Free Festival, 19. juni 2016, O2 Arena, London

Wish You Were Here Symphonic Live, Steve Hackett, Marillion & Rick Wakeman

En meget varieret og flot aften i stærkt selskab                                                                      Retur

Der var dømt meget høje forventninger til denne aften, og havde vi kendt hele programmet på forhånd, så var vi nok dukket op lidt tidligere til de gratis arrangementer i ydercirklen af den enorme O2 Arena. Her var der i løbet af eftermiddagen interviews med de deltagende kunstnere, og Roger Dean fortalte om sit arbejde med omslaget til den nye WakemanMyth & Legends” … det havde da nok været spændende at høre om. Desværre fandt jeg ikke dette på nettet, og der var ikke flere festival brochurer, da vi ankom 16.30, hvor portene til selve O2 blev åbnet, men vi kunne da fotografere programmet på en søjle, så vi kendte tiderne – øj, det så presset ud.

Stone_Free_Program_2016

 

Aftenens vært mente selv, at i aften skulle man have kappe på, så han var iført en rød

IMG_6749

Den bagerste del af salen var udsmykket med nogle besynderlige figurer og en psykedelisk blæksprutte – var det for at forbedre akustikken, eller for at skjule det faktum, at kun 2/3 af pladserne var solgt denne aften?

IMG_6809

 

Vi kom faktisk for sent til at høre starten af første musikstykke. (Billedet af konferencieren ovenfor er taget, da han introducerer Steve Hackett)

 

Wish You Were Here – Symphonic Live

 

Ti minutter før tiden startede det store orkester på den sfæriske indledning til Pink Floyd’sWish You Were Here”. Stykket er aldeles velegnet til at blive fremført af strygere, og de holdt sig meget tæt på originalen – faktisk så tæt, at der både var guitarer, bas og sangere med, så det var tættere på Pink Floyd’s original end en reel klassisk fortolkning.

IMG_6745

Det gjorde absolut ikke noget, da alle musikerne var fremragende, og det var en flot oplevelse … faktisk godt tænkt som opvarmning til aftenens prog-program.

IMG_6746

Selv slide-guitaren var med, og med lidt god vilje, så lignede guitaristen også originalen, så det hele var meget tæt på.

IMG_6748

De to sangere klarede det også rigtig godt. Det eneste lidt underlige var, at selve ”Wish You Were Here” nummeret kom som noget af det sidste, og det blev efterfulgt af en meget kort instrumental afslutning, som jeg helt klart mener er slutnummeret ”Eclipse” fra ”Dark Side of the Moon” … et godt valg til et lille-bitte ekstranummer, som vi ellers ikke hørte mange af i aften. Farvel og tak – vi klappede glade, og orkesteret og kunstnerne forlod scenen uden et ord – igen noget, der ville præge denne meget flotte musik-aften … men en meget upersonlig aften med næsten fuldstændig mangel på publikums-kontakt.

 

Vi hastede ud for at benytte toiletterne, som der er rigeligt af i 02 Arena, for der var ikke mange minutter til …

 

Steve Hackett

 

Det var Steve Hackett med band i sædvanligt stærke opstilling, der ankom til scenen i O2 under stor jubel fra publikum. Alle de sædvanlige var med, og Nick Beggs havde valgt at optræde i kilt, så Hanne var kortvarigt i tvivl, om det var en kvindelig bassist!

 

Der blev lagt blødt ud med ”Every Day” fra solo-kataloget

IMG_6753

 

Vi fik et akustisk nummer i form af ”Loving Sea”, hvor trommeslager Gary O’Toole kom frem og sang med, og det var super-flot. Her nåede Mr. Hackett at dedikere nummeret til ”Jo” … hans hustru og søster til guitaristen og medsangeren Amanda Lehmann på scenen.

IMG_6754

 

IMG_6755

 

Så startede guitar-introen til ”Dance of a Volcano”, og der var dømt Genesis-nostalgi til folkets store begejstring. Nad Sylvan dukkede op på vokalen, og Rob Townsend dansede på baspedalerne, så alt var som det plejede.

IMG_6765

 

Nu gik vi tilbage til solo-kataloget, og ”Shadow of the Hierophant” blev leveret i en MEGET høj version, som udmærkede sig ved Gary O’Toole, der gik fuldstændigt bananas på trommerne og udførte en trommesolo hen over hele nummeret, der absolut ikke havde noget med det originale nummer at gøre - men det var genialt.

IMG_6770

Jeg håber, at man kan høre det på en live-optagelse et sted – det vil jeg gerne opleve igen

 

Hvorfor vi nu skulle have ”Lamb Lies Down on Broadway”? … det er ikke en stemnings-løfter efter min mening, men bassist Nick Beggs besluttede sig for, at nu var det hans tur til at lave gak-solo gennem hele nummeret, og det fik det løftet en del.

 

Så var det en del bedre at høre den herlige klaver-indledning til ”Firth of Fifth”, der blev leveret i suveræn stil – så bliver det vel ikke mere ”Genesis”!

IMG_6773

Det var slut – og det var næsten lige startet. Absolut ikke den bedste oplevelse med Steve Hackett, men hvad kan man forlange på kun 40 minutter – de forsøgte alle helhjertet. Steve Hackett introducerede faktisk bandet inden et hurtigt farvel, og så var man allerede i gang med at rydde scenen til næste band.

 

Se foto her i fuld opløsning.

 

Setlisten var:

·         Every Day

·         Loving Sea

·         A Tower Struck Down / Shadow of the Hierophant

·         Dance on a Volcano

·         The Lamb Lies Down on Broadway

·         Firth of Fifth

 

Marillion

 

Jeg har i mange år gerne villet se Marillion. Vi havde chancen i Amager Bio i 2012 – og så ikke alligevel, da vi var på ferie på Hawaii!

Nu skulle det være, og selv om de havde lidt mere tid på scenen end Steve Hackett, så kunne man godt være bekymret for, om de kunne nå ”at lette”. Det var en bekymring, som Steve H & Co. hurtigt skulle få til at fordufte.

 

IMG_6777

 

Fra første strofe var H. helt fremme i skoene, og de startede med to numre fra ”Marbles” albummet. Slipset blev hurtigt for varmt, og temperaturen steg betydeligt på tilskuerrækkerne, hvor mange tydeligvis var kommet for at høre Marillion.

 

IMG_6780

 

Mr. H. annoncerer ”Easter” nummeret, som han mener, at han havde med i en spand, da han ankom til Marillion tilbage i 1988.

 

IMG_6787

 

Steve Rothery demonstrerede ved mange lejligheder, at han er en fremragende guitarist, og der var heldigvis plads til disse soloer i aftenen korte set.

 

IMG_6791

 

Nummer-medleyet ”Kayleigh / Lavender / Heart of Lothian” bringer jubel hos ”de gamle” fans, men det var ikke nødvendigvis aftenens højdepunkter, da Steve H formåede at løfte alle sangene op til noget unikt – han er en enorm energi-udladning på en scene, og det er der brug for til denne type musik, hvor resten af musikerne har rigeligt at gøre med at frembringe en mur af lyd.

 

IMG_6793

 

Energien tager ingen ende og scenen er ikke stor nok, så højttalerne bliver indtaget af denne bombe af en sanger – en sand showmand! Er ikke sikker på at det var under nummeret ”Power” fra albummet ”Sounds that can’t be made”, som jeg er meget begejstret for.

 

IMG_6795

 

IMG_6802 IMG_6799

 

IMG_6805

 

Det er ret imponerende, at man kan nå at skifte tøj så mange gange under et kort show, men jeg gætter på at Mr. H. er drivende våd på grund af sin enorme aktivitet, der virkelig er smittende. De forreste rækker af publikum står ofte op, når der er samspil mellem sangeren og dem – her lykkes det virkelig at komme ud over scenekanten.

 

IMG_6807

 

De slutter af med endnu et nummer fra ”Marbles” i form af ”Neverland”.

 

IMG_6808

 

Marillion forsvinder også fra scenen med en kommentar om at et stort orkester venter på at overtage scenen. Det er absolut ikke sidste gang, at vi opsøger dem – jeg vil gerne opleve en hel koncert med dem, hvor de er hovednavnet. Jeg er også spændt på at modtage deres nye skive FEAR, som skulle ligge i posten i september – og her kommer der jo en turne, men så vidt jeg kan se, fører den ikke rundt om Skandinavien. Til gengæld kommer Mr. H. solo til Ishøj Kultur Cafe … det er der allerede købt billetter til – øj!

 

Se foto her i fuld opløsning.

 

Setlisten var:

·         The Invisible Man

·         You're Gone

·         Easter

·         Kayleigh

·         Lavender

·         Heart of Lothian

·         Power

·         Neverland

 

… igen en MEGET kort tisse-pause. Som Hanne sagde: ”Det er en rigtig prostata-koncert for gamle mænd, der kan tisse af en gang i timen”. Meget morsomt … men også meget rammende. Her var et overtal af ældre mænd, der alle havde T-shirts på for at markere, at de havde været på ”Cruise To the Edge”, eller at de var Marillion, Wakeman eller Pink Floyd fans. Meget fint!

 

Nu skulle vi have aftenens hovednavn, og konferencieren dukkede igen op i sin kappe og gav en fin introduktion til …

 

Rick Wakeman : Myth & Legends anno 2016

 

Der lægges igen hårdt ud – uden nogen form for introduktion. Det er fuldt orkester og kor med pomp og pragt, og lyden er meget flot til den velkendte åbning af ”King Arthur”, hvor fortælleren Ian Lavender med den dystre stemme annoncerer: ”Who so pulleth out this sword …”.

 

Vi har glædet os til at høre denne re-make af ”Myth & Legends”, hvis fulde titel er ” The Myths & Legends of King Arthur & The Knights of the Round Table”. Det er nok mit mest lyttede Wakeman-album gennem alle tider, så forventningerne er høje.

 

Wakeman virker meget mere koncentreret end ved de tidligere remakes af ”Six Wiwes” og ”Journey”, og vi ser ham faktisk ikke smile en eneste gang under koncerten – han er formodentlig vanvittig koncentreret om denne ”one off”-koncert, der er højdepunktet på mange måneders knoklen i studiet, som vi har kunnet følge via PledgeMusic – og her har det ikke skortet på grin og godt humør.

 

IMG_6813

 

Den gamle sanger Ashley Holt, og ”den nye” kvindelige sanger Hayley Sanderson gjorde det fremragende. De havde dog lange perioder, hvor de var arbejdsløse under de instrumentale indslag, og jeg mistænker faktisk Ashley Holt for at misse et par linjer i starten af et vers, da han kom for sent i gang efter at have stået og blundet! Dirigenten Guy Protheroe fik ham i gang igen ved at kigge meget intenst på ham.

 

Ian Lavender har få fortællende indlæg i løbet af koncerten, og jeg har svært ved at relatere dem til musikken. Der er tydeligvis ikke flere forklaringer end på det nye dobbeltalbum, hvor man nok har villet begrænse talen. Vi får f.eks. ”Merlin the Magician” uden yderligere omtale, og allerede tidligt i historien dør Arthur – jeg skal nok lige have fulgt op på ”den rigtige” historie for at forstå den dybere sammenhæng mellem Arthur, Guinivere, Lancelot og alle de andre riddere om det runde bord.

 

IMG_6817

 

Hov! Hjælpe-keyboard-manden er da Rick’s ældste søn Oliver Wakeman. Det er en svaghed ved koncerten, at ingen på noget tidspunkt bliver introduceret. Programmet er simpelthen for stramt til at der er tid til ”personlighed” på scenen. Meget ærgerligt – men ikke så underligt, da verdensbyen London jo kun har Underground tog natten efter fredag og lørdag – det er da også lidt mystisk.

 

IMG_6811

 

Der er rigtigt meget synthisizer i denne opførelse, og de nye numre indeholder endnu flere af disse kendte ”Wakeman-løb”, hvor fingrene danser hen over tangenterne i rasende fart, som kun han kan – og det er super-godt ovenpå laget af orkester og kor. Jeg glæder mig meget til at høre det nye album, som snart må ankomme i min postkasse. Albummet frigives netop i dag, og jeg kunne have købt det i indgangen, men nu var det altså bestilt.

 

IMG_6815

 

Der er et par højdepunkter i dette meget homogene musikstykke, hvor kun få numre stikker ud. Èt af dem er selvfølgelig ”Merlin the Magician”, som altid har ligget højt på favorit-listen. Det er lige i øjet, og ”vanvids-sekvensen” med forstemt piano og banjo er perfekt. Her manglede bare en Disney-troldmand, som styrtede rundt og lavede lyskunster med sin tryllestav – nu fik vi musik-fyrværkeri i stedet.

 

IMG_6824

 

Det var en perfekt musikalsk oplevelse, men slutningen skuffede, da Rick & Co. vinker en enkelt gang til publikum, trykker hinandens hænder som ”tak for måneders slid”, men der er ingen tale fra Rick, som der plejer at være, og det understreger det upersonlige musikalske indtryk af denne dag, som kun Marillion formåede at løfte til højderne – Steve Hackett havde ikke tid nok.

 

IMG_6831

 

… og så lige et skud af den nye kappe, som man også kunne købe via PledgeMusic … hvis man havde 18.000 kroner!

 

IMG_6832

 

Alt i alt en meget flot dag med fine musikalske oplevelser – men det personlige manglede. Man mistænker at festival arrangørerne har lagt kunstnerne i spændetrøje, selv om alle virkede glade for at være her.

 

… og her næsten en måned senere dukker Wakemans egen juli-status kommentar op på hans hjemmeside:

 

Se alle foto her i høj opløsning.    Her ligger også tre minutters synthesizer-vanvid som video, hvor lyden er rimelig.

 

Musikere: Hugget fra Wakemans hjemmeside RWCC.COM

 

Rick Wakeman

Piano & Keyboards

Ashley Holt

Vocals

The English Chamber Choir

Choir

Tony Fernandez

Drums & Percussion

Dave Colquhoun

Guitars & Banjo

Hayley Sanderson

Vocals

The Orion Orchestra

Orchestra

Matt Pegg

Bass

Ian Lavender

Narrator

The Nottingham Festival Male Voice Choir

Choir


Retur