Steven Wilson, Amager Bio, Denmark, April 13. 2015

Paul McCartney, 24. april 2015, O2 Arena, London UK

Den største og gladeste musikoplevelse med … den største af alle Retur

At sige at jeg har glædet mig til at se Paul McCartney er en underdrivelse. Han har ligget på grammofonen lige siden jeg var 10 år, hvor ”Sergent Pepper” blev min første egen vinyl-skive, som kom til at ligge på den fædrene afspiller. Så da det ikke lige var sagen at tage til Roskilde, og da vi ikke kunne få billetter til Liverpool, så måtte det blive London i aften i den store Millenium Dome – eller nu ”O2 Arena”.

Vi sidder i lidt over en time og studerer hvordan den store sal fyldes, og der er større lommer, som er tomme, hvilket undrer os. En DJ står på scenen og mixer Beatles-numre, og det er en fin måde at varme op på, da han gør det godt. Vi sidder ret godt – billedet nedenfor giver ikke indtryk af HVOR tæt på scenen vi rent faktisk er, da det er lavet som en stitch af 14 billeder for at få helheden med!

IMG_2592_stitch

Da klokken er 20.15 er kun to rækker ledige på siden – underligt, men så vender publikum på gulvet sig og begynder at fotografere den store familie, der ankommer med små og lidt større børn … hmmm … hvem er det?

Præcis 20.30 kommer Sir Paul på scenen til endeløs jubel, og koncerten går fra nul til 110 da de perfekte vokalharmonier fra ”Eight Days a Week” rammer os, og på et split-sekund står hele O2-arena op og festen er i gang – lige bortset fra helt oppe ved siden af scenen, hvor vi stadig kan se siddende - og fester siddende! Vi kører direkte over i den nye ”Save Us” fra det herlige ”New”-album – og så ”Can’t Buy Me Love” – det koger inden der er gået ti minutter.

”God aften London – det er dejligt at være hjemme” – folk jubler. For lige at checke sit hjemmepublikum spørger han til, hvor mange der er fra London. Rimelig stor jubel. ”Hvor mange er fra England?” Tilsvarende jubel. ”Og er der nogen, som ikke er fra England eller London?” Enorm jubel, og vores naboer griner og kommenterer på vores udbrud! Her er overraskende mange ”foreigners”.

I ”Let me Roll it” bliver det tydeligvis også for varmt for McCartney på scenen, for ærmerne rulles op i takt med teksten, og så er alle varmet op – nu ruller det.

IMG_0619x

Da McCartney første gang går til det store Yamahaflygel på podiet, hvor trommer og keyboards også residerer, så giver han sig til til at sige, at det er dejligt at være i London, specielt da hans familie også er her. Aha! Det var den familie, der blev fotograferet. Sir Paul fortsætter med at fortælle om at være bedstefar, og han simulerer kortvarigt meget aldrende foran klaveret, indtil han råber op til de små små: ”Hey Kids, This is what I do” … for at leve altså. Ikke at han behøver at gøre det mere, men gnisten er der stadig, og tusind tak for det – og stemmen – den er lige så god som altid. Det hele er lige i skabet. Vi får nu ”The Long and Winding Road”.

Flygelet forlades og guitaren kommer frem igen til ”I’ve Just Seen a Face” og ”We Can Work it Out”. Vokalerne er perfekte, og ikke mindst trommeslageren Abe Laboriel Jr.’s høje stemme løfter det hele til mere end Beatles-harmonier. Ikke at resten af bandet gør det dårligere – men de fem herrer har også spillet sammen i længere tid end The Beatles!!! ”Vi er et rigtigt band”, har McCartney udtalt om konstellationen.

IMG_0635x

Nu skygger Sir Paul for øjnene op og siger, at han aldrig læser skilte under koncerten, da han risikerer at synge forkert, så derfor vil han lige læse skilte nu. Han kommenterer på skiltet ”Can I have the shirt off your back?” og et par skilte om fjerne steder, hvor tapre koncertgængere kommer fra, men han udpeger også et skilt, hvor en herre omtaler sin hustru på 31. år … mere om det senere.

IMG_0640-1

McCartney kommenterer, at der i de stille numre som regel er folk, der holder lys op i mobilerne – jo flere lys – desto bedre kan man lide sangene. Nu følger et par gamle Beatles-numre – og der er MANGE lys, som vi alle har glæde af, da vi har det samme udsyn over salen som dem på scenen.

Tempoet sættes endnu mere ned, og vi får flere Beatles-klassikere som ”And I love Her” og ikke mindst ”Blackbird”, hor en stor platform løfter McCartney op til den gudestatus, som han har opnået efter 50 års musikhistorieskrivning – der er ikke et øje tørt, og hans stemme er lige så klar, som den altid har været.

Super-kort video klip i nyt vindue!

Nu nævner McCartney John Lenon, og han udbryder: ”Give it to John” … enorm jubel. Han forklarer, hvordan John’s død efterlod et tomrum, og at han skrev den næste sang som en hyldest til John: Nummeret ”Here Today”.

Tempoet sættes op igen, da et mangefarvet klaver rulles ind på scenen og vi får to af de nye sange fra albummet ”New”, nemlig titelnummeret og ”Queniee Eye”.

Klaverlyden minder unægtelig om … yep … nu tordner ”Lady Madonna” hen over scenen. Endnu en kort, præcis udødelig McCartney-komposition, som høster et tordnende bifald.

McCartney kvitterer efter hvert eneste nummer med en hilsen til publikum – han er tydeligvis ikke træt af at optræde og fremføre de store klassikere. Beatles-paraden vil (heldigvis) ingen ende tage, og vi får endnu en klassisk kvinde i form af parkometer-pigen ”Lovely Rita”. Nu kommer trommeslageren helt frem på scenen til den helt store vokale fremførelse af endnu en kvinde: ”Elanor Rigby”.

Paul fortæller historien, hvordan han og John Lennon skrev nummeret ”Being for the Benefit of Mr. Kite” ud fra næsten al teksten på den berømte cirkusplakat, og vi får nummeret. Og da vi er i det hjørne, så får George også en jubel-hilsen, hvorefter Paul McCartney fortæller om en aften i George’s hus, hvor de hyggede sig og spillede ukulele sammen … vi skal selvfølgelig have ”Something”.

Som et pudsigt kuriosum fortæller han, at Frank Sinatra en gang blev spurgt om, hvilket nummer, der var hans favorit-Lennon/McCartney nummer, hvortil han svarede ”Something” … som jo er skrevet af George Harrison. Festsangen ” Ob-La-Di, Ob-La-Da” følger, og McCartney opfordrer folk til at synge med – hvilket er fuldstændigt unødvendigt – alle skråler.

”Band on the Run”-omslaget toner frem på storskærmene, men folk på billedet bevæger sig – man har tydeligvis haft et kamera kørende, mens man prøvede at positionere alle til det berømte forside-skud.

Vi hører en flyver, der er ved at lande, og så er vi ”Back in the USSR” – forrygende.

Efter nummeret sætter McCartney sig igen flygelet og kommenterer, at Beatles rent faktisk spillede på Den Røde Plads ved Kreml, og at regeringen kom ind og hilste på bagefter og på gebrokkent engelsk forklarede, at de lærte at tale engelsk efter Beatles plader. Og det var den russiske forsvarsminister, som sagde: ”Love me Do!” på gebrokkent engelsk … som Hr. McCartney straks besvarede med ”Hello Goodbye!”

Vi får nu den smukke ”Let it Be” med svævende lys i hele salen – og på storskærmene.

Det er stort, og vi kører direkte over i ”Live and Let Die”, som jo kræver bomber, flammer og brag – og det bliver vi heller ikke snydt for denne gang. Varmen fra fyrværkeriet svider os 20 meter fra scenen, så hvordan må det ikke være på scenen. McCartney er selv MEGET tæt på de høje flammer, og han får kun lige spillet de afsluttende strofer på klaveret, da han holder sig for ørerne og læner sig væk fra det endelige dommedagsbrag af en afslutning.

Se det sidste minut med total inferno her! (Husk at sætte lyd på videoen – selv om den overstyrer en del!)

Som den ultimative fællessang-afsluting tager vi lige ”Hey Jude”, hvor salen er totalt oppe at køre, og fællessang er en selvfølge – jeg har aldrig oplevet noget lignede! Se selv det korte klip: Åben video i nyt vindue!

Det er slut for første halvleg, og hele holdet kommer frem og siger tak for oplevelsen til det ellevilde publikum gennem røgtågerne, der stadig fylder den store hal.

McCartney selv løber ud – han synes ikke at have noget problem med at køre dette rockmaraton i en alder af 73 – sådan!

Efter et par minutters ekstatisk jubel generobrer McCartney og trommeslager-Abe scenen med to Union Jack flag, og så er vi klar til et par numre til.

Nu holder Hr. McCartney lige en kort pause og fortæller historien om manden med skiltet i salen, der har været gift i 31 år … og gerne vil have signeret sin kone. De kommer op på scenen, og under stor jubel bliver hun signeret på skulderen – ikke der hvor hun først foreslog. Der krammes og hit-maratonnet kører videre!

Nu får vi det ældgamle Beatles-nummer ”Another Girl”, og så spørger McCartney, om vi vil have noget rock’n’roll, hvilket fører os frem til Wings-klassikeren ”Hi, hi, hi”.

Nu inviterer Paul McCartney en ”Dave” op på scenen, og Dave Grohl (fra Foo Fighters) forlader tilskuerpladserne, hvor han har stået sammen med familien og dukker op på scenen. Han har meget svært ved at skjule sin begejstring over at få lov til at være med til at fremføre ”I Saw Her Standing There” i bedste Lennon/McCartney-stil med to mand på én mikrofon. Det er ikke nødvendigvis smukt, men der er FEST … ikke kun hos publikum.

Se det på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=L5y7cz80Q0o … hvor man nok kan se det meste af koncerten, hvis man leder lidt.

Bandet forlader igen scenen, og jubelen fortsætter. Tidligere på aftenen råbte publikum på ”Yesterday”, og McCarteney svarede: ”Not Yet”, så da han dukker op igen alene med en akustisk guitar, er det blevet tid. Der er ikke et øje tørt i salen – her er vel tale om den største af alle klassikere. Jeg holder i hånd og tænker slet ikke på at fotografere … før det er slut.

Så skal vi lige have ”Helter Skelter” for fuld damp – her er vi gået mod udgangen for at få en anden vinkel på scenen – og ikke komme sidst ud til toget.

Som en bonus får vi den forventede slutning: ”The End”-medleyet, som jo også var det sidste, som Beatles lavede på side to af ”Abbey Road”. Dermed sluttede en helt perfekt musik-oplevelse.

Hold da op en energi og en spilleglæde McCartney og band lægger for dagen, men de bliver også modtaget af fællessang og glade minder fra 50 år. Dette har uden tvivl været den største følelsesmæssige og musikalske koncert, vi nogensinde har været til. Tak Paul, tak til John, George (og selvfølgelig Ringo) for de tusindvis af timer, som I har været i mine ører – og ikke mindst tak for en pragtfuld aften – det kunne simpelthen ikke have været bedre. En fantastisk blanding af oldies, goodies, men også en del positive overraskelser.

McCartney … du er den største i pophistorien.

PS: Tager mit nye ”Canon G7x” kompaktkamera ikke gode billeder?

Se alle foto her i fuld opløsning!

Setliste fra http://www.setlist.fm/

1. Eight Days a Week (Beatles)

2. Save Us (”New” album)

3. Can’t Buy Me Love (Beatles)

4. Listen to What the Man Said (Wings: ”Venus and Mars” album)

5. Temporary Secretary (”McCartney II” album)

6. Let Me Roll It (Wings ”Band on the Run”)

7. Paperback Writer (Beatles)

8. My Valentine (”Kisses on the Buttom” album)