Alan Parsons Live Project, 28.
marts 2015,
Auditorium
Conciliazione, Rome
Pompøs Pop i ditto beliggenhed
Retur
|
Vi hørte en del til ”Tales of Mystery and Imagination”, da den dukkede op i midten af
halvfjerdserne. ”I Robot” kom også på LP-hylden, men allerede her var det
lidt poppet, så det var først da Hanne dukkede op med ”Eye
in the Sky” og flere andre, at der kom mere Alan Parsons
Project på hylden. Det var derfor med tilbagelænet afslappethed, at vi satte
os til rette i den flotte koncertsal på samme gade som Peterskirken i Rom,
fordi forventninger om flot musik helt sikkert ville blive indfriet, når Hr. Parsons er tilstede som garant for ”lækker produktion”.
Der er stort bifald fra begejstrede
italienere, da en let korpulent, men meget genkendelig, Mr. Parsons kommer på scenen, og selv styrer keyboardet, da vi
lægger ud med svævende synth’er til ”I Robot”.
Det bliver meget hurtigt pop og
korsang, da vi får ”Damned if I do” fra albummet ”Eve”.
Jeg må indrømme, at jeg var overrasket over, hvor meget Alan Parsons selv synger og spiller – hermed er min uvidenhed
afsløret, men han gjorde det fint, selv om han selvfølgelig havde stærkere
sangere med på scenen. Det fik mange gange publikum til at fremdrage deres
mobiler …
Det er flot lyd, da alle på scenen
synger – og synger så godt, at de i løbet af koncerten stort set alle har
soloer.
Der er også plads til mange gode instrumentale
solopræstationer – både fra saxofon-mand Todd Cooper og fra de mange guitar-folk.
Alan Parsons dedikerer et nummer, som nyligt afdøde
Chris Rainbow sang, og vi får en meget flot version sunget af … hmmm … hed han Dan Tracey, som kortvarigt havde lagt
guitaren?
Jeg kan jo bedst lide længere musikalske
passager, så det er efter min mening koncertens højdepunkt, da vi får et
længere uddrag fra ”Turn of a Friendly
Card”, selv om det er en relativt ukendt skive for mig. Her er forsanger P.J.
Olsson meget i forgrunden, og han gør det godt.
Vi får overraskende mange ”heavy”
guitarsoloer fra Alastair Greene, men det skader
ikke den ellers solide pop-lyd. Bemærk hvordan alle på scenen kigger
beundrende på under én af disse soli.
Der var da heldigvis også plads til
et par numre fra favoritten ”Tales of Mystery and
Imagination”, men det var HELT tydeligt, at folk ventede på ”Eye in the Sky”. Folk gik amok og stormede frem i salen
og gjorde det sidste kvarter til en fest, da titelnummeret tonede frem til
Alan Parsons lidt spinkle stemme.
Det var åbenbart den sidste koncert i
Europa, så i stedet for at forlade scenen efter dette nummer, fortalte Alan Parsons lidt om touren og præsenterede alle på scenen, og
så fik vi lidt mere fra ”Tales and Mystery”. Det var en dejlig afslappet og uprætentiøs
koncert for noget storladent musik, som godt kunne havde afsporet oplevelsen –
men Hr. Parsons er lige så sikker på en scene, som
han er i producer-sædet. Både poppet, smukt og pompøst på én gang. Vi går ud i den forårsmilde aften i
Rom og drejer hovedet til højre. Nu er det ikke poppet længere … men det
bliver nok ikke mere pompøst!
|
Endnu en setliste
fra www.setlist.fm
I Robot
Damned If I Do
Don't Answer Me
Breakdown / The Raven
Time
I Wouldn't Want to Be Like You
Days Are Numbers
(The Traveller)
Psychobabble
Turn Of A Friendly Card:
The Turn of a Friendly Card (Part
One)
Snake Eyes
The Ace of Swords
Nothing Left to Lose
The Turn of a Friendly Card (Part
Two)
Do You Live at All
Limelight
In the Real World
Old and Wise
Prime Time
Sirius
Eye in the Sky
Encore:
(The System of) Dr. Tarr
and Professor Fether
Games People Play