Saga, 2011 29. juni, Amager Bio

 Opvarmningen var Ama'rkanske Fate, men selv min Amagerkanske opvækst kunne ikke engagere mig til andet end at forlade Amager Bio for at stille mig i kø i baren for at købe ørepropper, i håb om at min hørelse ikke var helt smadret inden aftenens hovednavn.  Fate startede ellers godt, og alle undrede sig vist over: Hvor hulen kommer stemmen fra. Sangeren havde en trådløs mikrofon, og havde vist startet koncerten nede blandt publikum, inden han entrerede scenen et par riff inde i første nummer. I køen til hørepropperne overvejede jeg, om det ikke havde været bedre, hvis han bare havde forladt salen, så bandet kunne spille uden ham.

 Den tilsyneladende nye guitarist var absolut OK ... men kors hvor spillede de unødvendigt højt. Og alle numrene lød i mine flossede ører ens.

 Det var derfor med en vis nervøsitet og ørerpropper i lommen, at vi indtog en kold øl i pausen i den efterhånden meget varme Amager Bio. Ville Saga være lige så elendige? Bo og jeg beslutter os for at blive stående bagerst ved mixer-pulten, så vi ikke faldt igennem oppe foran, hvis publikum skulle synge med. Nu vi taler om publikum, så var der tale om det, man kalder et modent publikum ... eller også havde alle i aften valgt enten at barbere sig skaldede eller farve de sidste rester af hår grå.

 Præcis kl. 21.10 går Saga på scenen uden sangeren og kaster sig straks ud i den kendte lidt pompøse og rockede stil ... ind kommer Michael Sadler ... taget løfter sig ... han starter på at synge, og herefter tager publikum over. Jeg kan ikke mindes at have set en tilsvarende start på en koncert, hvor publikum og band fra første sekund var i perfekt kontakt med hinanden. Michael Sadler er da også tydeligt overvældet over modtagelsen, og da han rækker mikrofonen ud til kor-sang med salen, bliver han væltet tilbage af stemme-stormen fra en proppet Amager Bio. Det var absolut godt, at vi holdt os i baggrunden, for det var en sand fornøjelse at se de mange disciple foran, der tiljublede Mr. Sadler.

 Glæden ved gensynet er klart gensidig, og det ene nummer efter det andet, er der en blanding af begejstring og hedeslag på scenen ... det er ulideligt varmt i aften. Allerede efter et par numre forlader Sadler scenen for at skifte skjorte, da den første er fuldstændig gennemblødt. Pludselig kan jeg huske, hvorfor jeg faldt for Saga tilbage i 1980 ... sikken en karisma den mand har. Energisk, kompetent og udstråler en helt imponerende glæde på scenen, som smitter til publikum.

 Guitarist Ian Crichton er også på toppen med sit karakteristiske spil. Han er nok ikke den mest bevægelige guitarist på en scene, men til gengæld får han flere gange besøg af både Sadler og bassisten bror Jim, så de kan lave lidt Status Quo-agtig opstilling scenen.

 Sveden hagler af alle i denne fest af gamle klassikere, som blivere leveret med en saft og kraft som var de lavet i går. I en af koncertens meget korte pauser mellem to numre konstaterer en stærk svedende Jim Gilmour bag sit keyboard, at det vist aldrig har været så varmt i København til en Saga-koncert, inden han går i gang med aftenens tredje håndklæde. Det jakkesæt, som han startede ud i, er forlængst lagt væk.

 Jeg er ikke stærk ud i Saga's titler på numrene, men jeg kendte langt de fleste numre i aften, så der må have været en stor overvægt fra de første 4-5 skiver, som jeg kender. Men "Don't Be Late" skal man vist være tonedøv for ikke at genkende, og fællessangen i Amager Bio nåede nye højder. Endnu en stor styrke ved Saga er, at alle kan synge på scenen. Det giver en utrolig fylde, og Sadler løber også til tangenterne ved enhver lejlighed, så det er ikke keyboards, man mangler i musikken. Det skulle dog lige være i to instrumentale numre, hvor noget af dynamikken forsvandt, da den karismatiske Sadler pustede ud bag sit keyboard.

 Trommeslageren kunne jeg ikke genkende, men et kig på nettet afslører også, at Brian Doerner først kom med i bandet i 2005. Han var intet mindre end fremragende, og så også ud til at hygge sig fælt godt bag sine trommer.

 På et tidspunkt opfordrer Michael Sadler alle med HD-kameraer til at optage et nummer og sende det til bandet, så filmen kan komme med på en kommende DVD. Det er der mange, der straks gør. Herligt! Jeg mindes en Mike Oldfield koncert, hvor man nærmest blev slået ihjel for at tage et kamera frem.

 Efter to gange ud og ind med ekstranumre, er det slut. Der er ikke mere ilt i amager Bio, og det er ufatteligt at både band og publikum stadig kan bevæge sig i denne ovn. Men sikken en herlig aften ... det var absolut en gensyn, som jeg vil glæde mig over i lang tid.

Se alle foto her i høj opløsning.