Kaptiel 2 : Et trist pirat-spøgelse.

Hele Familien Carlsen var forsamlet i kabyssen. Kabyssen er skibets køkken. Her tilbragte de megen af deres tid, når de var indendørs. Hvis de altså ikke sov eller undersøgte skibet. Kabyssen havde ingen vinduer, men nogle gamle petroleumslamper over bordet sørgede for, at der var rigeligt med lys i rummet.

Hr. og Fru Carlsen sad med hver sin kop kaffe, og ungerne havde fået et krus boble-bær-saft. Boble-bær var nogle meget specielle bær, som de havde fundet ude i skoven. Når man kom dem i vand, boblede de ligesom sodavand, og vandet fik en mørk blå farve og smagte herligt. Derfor kaldte børnene dem for boble-bær. Fru Carlsen kaldte dem for svine-bær. Hun mente nemlig, at bærrene svinede så frygteligt. Når børnene havde drukket saften, var de altid helt blå om munden.

Men det var ikke kun børnene, som holdt meget af boble-bær. Hr. Carlsen havde en gammel papegøje, som hed Skræppe, og den elskede også boble-bær. Ungerne plejede at kaste bær hen til Skræppe, som greb dem i luften og med stor fornøjelse smaskede bærrene i sig. Netop nu havde Skræppe lige spist sit tiende bær, og nu sad børnene og stirrede forventningsfuldt på papegøjen. Skræppe begyndte at vippe frem og tilbage på sin pind. Så lænede den sig tilbage, åbnede næbbet og lavede en kæmpe bøvs. Ungerne skreg af grin over fuglen, men Fru Carlsen så utilfreds på dem:

»Den stakkels fugl eksploderer en dag, hvis I bliver ved med at stoppe den med svine-bær,« sagde hun og så strengt på børnene.

Hr. Carlsen tog en slurk af sin kaffe og kiggede på sin gamle fugl.

»De bær burde måske hedde bøvse-bær,« sagde han og smilede. Men smilet forsvandt hurtigt, da Fru Carlsen skældte ham ud:

»Nu skal du ikke også begynde! Det er rigeligt at skulle høre på, at ungerne plager den stakkels fugl.«

Hr. Carlsen så utilfreds ud igen. Han jamrede sig ikke over sin ømme bagdel mere. Nu jamrede han i stedet over, at de skulle på sommerferie.

»Jeg gider ikke trave rundt i junglen. Hvorfor kan vi ikke blive her. I må godt slippe for at gå i skole et par uger. Så kan I lege alt det I har lyst til.«

Casper og Caroline glemte papegøjen og kiggede over på deres far.

»Vi vil altså opleve noget rigtigt spændende,« sagde Casper.

»Ja,« tilføjede Caroline. »Vi vil ud og finde vores borg.«

»VORES borg!,« hylede Casper. »Vi skal ud at finde MIN indianerlandsby.«

»Led du bare efter din landsby,« vrissede Caroline. »Jeg vil bruge MIN sommerferie på MIN borg.«

»Hov, hov!,« afbrød Fru Carlsen dem. »Vi aner ikke hvor hverken Carolines borg eller Caspers landsby ligger. I kan ikke sige, at I vil finde dem.«

»Vi kan da bare lede, indtil vi finder dem,« foreslog Caroline.

»NIX!,« sagde Fru Carlsen. »Vi leder kun i én uge. Hvis vi ikke har fundet noget inden da, tager vi tilbage igen. Vi skal trods alt også passe Snif og Snus.«

Snif og Snus! Dem havde ungerne slet ikke tænkt på. Snif var deres hvide kat og Snus var deres hund. De lå, som sædvanligt, op ad hinanden og sov henne i det ene hjørne. Katten åbnede det ene øje og så på dem. Måske forstod den, at de talte om den. Så gabte den og strakte sig og puttede sig ind til hunden igen. Det var så hyggeligt at ligge og sove, når resten af familien var lige i nærheden.

»Hvad skal vi så finde?,« spurgte Caroline og så på sin mor.

Fru Carlsen så på Caroline: »Hvad mener du?«

»Skal vi finde min borg eller Caspers indianerlandsby?«

Fru Carlsen smilede til hende: »Det kan vi jo ikke bestemme selv. Vi leder i én uge. Og det vi finder først, bliver der, hvor vi holder sommerferie.«

»Det bliver garanteret MIN landsby,« sagde Casper og grinede. »En indianerlandsby er meget større end en borg, så den er meget lettere at finde.«

»Hold nu op, unger,« afbrød Hr. Carlsen dem. »I stedet for at skændes, skulle I meget hellere tænke over, hvad vi skal have med på vores ekspedition.«

»Ekspedition?« Casper og Caroline så overraskede ud.

»Vi skal da holde sommerferie« sagde Casper. »Vi vil ikke holde ekspedition.«

Hr. Carlsen grinede. »Du skulle vist alligevel høre bedre efter i historietimerne. En ekspedition er, når nogle mennesker tager afsted for at undersøge noget nyt. I gamle dage lavede modige mennesker ekspeditioner for at undersøger Afrika eller isen på Sydpolen.«

»Vi er også modige,« sagde Casper og Caroline i munden på hinanden.

»Så kan vi også lave et ekspedition,« tilføjede Casper.

Nu sprang Hr. Carlsen op og råbte: »Familien Carlsens første ekspedition til det ukendte.«

'Det ukendte' Casper og Caroline gøs ved tanken. Tænk hvad der ventede dem! Måske ville de støde på vilde dyr. Måske ville de finde store vandfald ligesom de opdagelsesrejsende i Afrika. Eller måske ville de finde noget, som ingen nogensinde havde set før.

Nu glemte børnene alt om deres slåskamp om borg eller landsby. Hr. Carlsen glemte også sin hængekøje. Fru Carlsen satte sig ved bordet sammen med dem. Resten af dagen planlagde de, hvordan deres ekspedition skulle være, og hvad de skulle have med. De begyndte at samle nogen ting sammen, men da det var ved at blive mørkt, sagde Fra Carlsen, at de måtte fortsætte dagen efter.

»Vi står tidligt op i morgen og pakker,« sagde hun. »Når vi er færdige med at pakke, spiser vi morgenmad, og så tager vi af sted.«

»Skal vi ikke vaske op først?,« spurgte Caroline.

Fru Carlsen smilede. »Det skal jeg nok ordne, hvis I sørger for mad til Snif og Snus.«

»De kan da selv finde mad i junglen,« sagde Casper.

Det var faktisk rigtigt. Katten jagtede mus på skibet og i junglen. Hunden Snus var blevet meget dygtig til at fiske, så begge dyr ville have rigeligt at spise, mens resten af familien var væk.

»OK!,« sagde Fru Carlsen. »Jeg vasker op, og I gør hvad I har lyst til. Men nu skal I i seng. Det bliver en meget lang dag i morgen.«

Børnene sagde godnat til deres forældre og skyndte sig ind på deres værelse. Mens de tog tøjet af, snakkede de om alle de spændende ting, der skulle ske. De fortsatte med at snakke, da de lå i deres køjer. Børnene havde ligget og talt i mørket et godt stykke tid, da de pludselig hørte en stemme:

»Det var da en forfærdelig snakken,« sagde den dybe stemme og lo.

»Kaptajn Blod,« udbrød børnene. Det var spøgelset, der som sædvanligt var kommet for at fortælle godnathistorie. Normalt ville børnene have ligget helt stille og ventet på Kaptajn Blod, men i aften havde de været så optaget af at tale om ekspeditionen, at de helt havde glemt ham.

»Hvad er det, I sådan pludrer om,« buldrede .

»Vi skal på ekspedition med Far og Mor,« forklarede Caroline.

»Ekspedition,« udbrød Kaptajnen. »Pragtfuldt! Det er evigheder siden, jeg har været på en rigtig ekspedition. Hvor skal vi hen? Lad mig gætte.«

Kaptajn Blod sad et øjeblik og så drømmende ud. Så fortsatte han: »Jeg ved det. I skal sejle til det Karibiske Hav?«

Casper rystede på hovedet.

»Polynesien?,« foreslog Kaptajnen.

 

Caroline så trist på spøgelset. »Vi skal slet ikke sejle nogen steder,« sagde hun. Vi skal på ekspedition ind i junglen.«

»Vi skal finde en borg eller en indianerlandsby,« forklarede Casper.

Pludselig så Kaptajn Blod meget trist ud. »Jamen, så bliver skibet jo helt tomt igen,« klagede han. »Her var så kedeligt inden I kom. Nu bliver her kedeligt igen.«

De sad et øjeblik uden at sige noget. Så sagde Caroline: »Du kan da bare følge med os.«

Kaptajn Blod smilede til hende. »Det kan jeg ikke,« forklarede han. »Jeg er et spøgelse, og et spøgelse går ALDRIG ud om dagen. Så jeg kan umuligt følge med jer.«

»Næh! Det kan du vel ikke,« sagde Caroline. »Men du skal ikke være ked af det. Hvis vi ikke finder noget, kommer vi allerede tilbage efter én uge. Det har Mor og Far sagt.«

»En uge!« Kaptajn Blod så stadig lidt trist ud. »Jeg har været alene så længe på skibet, at jeg vil savne jeres selskab. Men en uge kan jeg vel nok være alene.«

»Hvis vi finder min indianerlandsby, bliver vi måske væk lidt længere,« sagde Casper forsigtigt.

»Ja, ja,« sukkede Kaptajnen. Så rejste han sig op. »Kan I have en rigtig god tur unger. Mor jer godt, men kom snart tilbage. Jeg vil savne jer.«

Inden børnene kunne nå at sige noget, var spøgelset forsvundet lige tværs gennem væggen.

»Kaptajn Blod,« råbte Caroline. Men Kaptajn Blod var forsvundet. »Vi vil også savne dig,« hviskede hun. Og så lagde børnene sig til at sove.