Kapitel 26: De knækkede knives nat.

Hele Familien Carlsen var i herligt humør. De havde fundet Kaptajn Blods skattekiste, og nu var de på vej hjem gennem junglen. Det var faktisk helt mørkt, men heldigvis var der en stor måne på himlen, som lyste lidt op. Casper og Caroline kunne ikke se de små stier i junglen, så flere gange var de ved at gå den forkerte vej. Men heldigvis havde de Snus med, og en hund kan finde vej selv i mørke. Så Snus gik i spidsen hele vejen tilbage.

Da de kom ud af junglen, skyndte de sig at bære skattekisten ind kabyssen. Her stillede de den midt på gulvet. Hr. Carlsen gik rundt og tændte lamperne, for der var buldermørkt inde i skibet.

Først nu kunne de rigtigt se kisten. Det var en flot træ-kiste, der var lavet af mørkt træ. På kanterne og hjørnerne af kisten var der tykke metal beslag, som gjorde det umuligt at bryde den op. Der sad stadig masser af sand rundt omkring på metalbeslagene.

»Hvis kisten skulle åbnes, måtte man have låsen op, før man kunne åbne låget.

De lagde sig alle foran kisten for at studere nøglehullet. Den nøgle, der passede i det hul, måtte være stor og gammeldags. Selve nøglehullet var fyldt med sand. Caroline stak sin lillefinger ind i hullet og gravede så meget sand ud, som hun kunne få fat i.

»Måske kan vi åbne låsen med noget andet end en nøgle,« foreslog Casper. »Jeg har en gang set nogen, der åbnede en lås med en kniv.«

»Hvor var det?,« spurgte Fru Carlsen nysgerrigt.

»Det var på fjernsynet,« indrømmede Casper.

Han vidste godt, at på fjernsynet kunne alt lade sig gøre. Hans mor havde fortalt ham, at fordi man så noget på fjernsynet, så behøvede det ikke at være rigtigt. Men Hr. Carlsen ville prøve alligevel. Han gik hen i skuffen og fiskede en skrællekniv frem. Den havde lige den rigtige størrelse. Han gik tilbage til kisten og lagde sig på knæ foran den. Nu stak han skrællekniven ind i nøglehullet og lirkede den forsigtigt frem og tilbage.

Hr. Carlsen var meget optaget. Han lå med lukkede øjne, og tungen kunne lige ses i den ene mundvig. Nu kunne de andre høre, at skrællekniven stødte på et eller andet. Hr. Carlsen åbnede det ene øje og trykkede forsigtigt på kniven. Der lød et højt 'KNÆK'. Hr. Carlsen så meget glad ud.

»Var det låsen, der gik op?,« spurgte Caroline begejstret.

»Lad os nu se,« sagde Hr. Carlsen og trak skrællekniven ud af nøglehullet.

Desværre var det ikke låsen, der var gået op, men skrællekniven, der var gået i stykker.

»Min skrællekniv!,« råbte Fru Carlsen og skubbede til Hr. Carlsen, så han tumlede hen ad gulvet.

Hun bukkede sig ned og fiskede resterne af sin skrællekniv ud af låsen. Det bekymrede åbenbart ikke Hr. Carlsen. Han gik blot hen til skuffen og fiskede en ny og større kniv op.

»Skrællekniven var nok for lille,« forklarede han. »Nu prøver vi med denne her.«

»Du kan tro nej,« skændte Fru Carlsen og flåede kniven ud af hånden på ham.

Hvis du skal ødelægge flere ting, så kan du bruge dit eget værktøj.«

Hr. Carlsen så meget overrasket ud. Tænk, at man kunne hidse sig sådan op over en dum lille skrællekniv, når man var ved at åbne en skattekiste. Når de først fik kisten åbnet, så kunne de købe tusindvis af nye skrælleknive.

Hr. Carlsen forsvandt ud af døren. Et øjeblik efter dukkede han op igen med sin værktøjskasse i hånden. Nu gik han i gang med sin store skruetrækker. Han rumsterede længe i låsen, men der skete ingenting.

»Det var pokkers,« mumlede han irriteret. »Det så ellers så let ud, da de åbnede låsen med en kniv i fjernsynet.«

Hr. Carlsen havde også set den film, som Casper talte om før. Nu smed han skruetrækkeren tilbage i kassen og satte sig til at tænke.

»Måske kan vi brække metal båndene af kassen, så vi kan save låget af,« foreslog han efter et øjeblik.

Han tog igen fat i sin store skruetrækker og prøvede af alle kræfter at vrikke den ind under de store metal bånd på kisten. Det eneste, han fik ud af det, var at skruetrækkeren blev bøjet helt rundt, og kom til at ligne Kaptajn Blods krog på den ene arm.

»Øv!,« mumlede han og skyndte sig at lægge skruetrækkeren tilbage i værktøjskassen, så Fru Carlsen ikke skulle opdage, at han også havde ødelagt den. Men hun havde opdaget det.

»Godt, at det ikke var min kniv,« sagde hun og så opgivende på Hr. Carlsen.

Hr. Carlsen var nu klar over, at de umuligt kunne bryde kisten op.

»Hvad pokker skal vi bruge, for at få den kiste op?,« spurgte han og så på de andre.

»Kan vi ikke bruge en nøgle?,« foreslog Caroline.

Hr. Carlsen så på hende. Det kunne han nok selv have regnet ud.

Men hvor skulle de få en nøgle fra?

»Måske kan vi finde en nøgle, i et af de mange rum,« foreslog Casper. Det var selvfølgelig en mulighed. Men de kunne lede i årevis uden at finde en nøgle, som passede til kisten.

De sad alle og stirrede lidt slukørede på kisten. Det havde været en lang dag, og de var alle trætte. De havde glædet sig så meget til at finde skatten. Nu havde de fundet den, men de kunne ikke åbne den.

Det var næsten ikke til at holde ud.

»Jeg går i seng,« sagde Hr. Carlsen og rejste sig op. »Måske får vi en god idé i morgen.«

Han kyssede dem alle godnat. Casper og Caroline ville også i seng. Fru Carlsen var lidt bekymret over, at de ikke havde fået noget aftensmad, men ingen af dem var sultne. Det havde bare været alt for spændende til, at de kunne spise noget. De fik noget at drikke, sagde godnat og listede ind i deres kahyt. Uden at sige et ord tog de deres tøj af, vaskede sig lidt og lagde sig i deres køjer. De lå længe uden at sige noget i det mørke værelse.

»Tror du, at vi kan få kisten lukket op?,« spurgte Caroline til sidst.

»Selvfølgelig kan vi da det,« sagde Casper.

Det håbede han i hvert fald.

»Men det kan godt komme til at tage lang tid,« tilføjede han bekymret.

De lå igen i nogen tid uden at sige noget.

»Nå! Fandt I så min skat?,« buldrede en dyb stemme pludselig lige imellem deres senge.

Både Casper og Caroline blev lidt forskrækkede, selv om de godt var klar over, at det var Kaptajn Blod, som var kommet for at snakke med dem. Casper tændte sin lommelygte, og snart havde de også tændt for petroleumslampen, så værelset igen var helt oplyst.

Kaptajn Blod gentog sit spørgsmål: »Fandt I så min skat?«

»Ja,« svarede Casper stille.

»Var den ikke herlig?,« jublede Kaptajnen. »Guld, sølv og funklende ædelstene. De smukkeste sten man kan tænke sig. Hvad synes I?«

»Vi har ikke set selve skatten,« indrømmede Caroline. »Kun skattekisten. Vi kan ikke åbne kisten, for vi har ikke nogen nøgle.«

»Åååh! Jeg kæmpe-fjols,« råbte Kaptajnen og slog sig for panden med sin hånd. »Hvordan kunne jeg glemme det? I skulle jo selvfølgelig have haft nøglen.«

»Nøglen?,« udbrød børnene. »Hvilken nøgle?«

»Den nøgle, som jeg har lige her i en snor om halsen,« svarede Kaptajn Blod og pegede på sin brystkasse. Han rodede lidt for at finde den.

»Nåeh nej!,« sagde han og smilede. »Nu glemte jeg det igen. Jeg er jo et spøgelse, og spøgelser går ikke med nøgler om halsen,« grinede han. »Men hvis I går hen til mit skelet, så kan I selv tage nøglen. Den må stadig hænge om halsen på mig.«

Det behøvede spøgelset kun at sige én gang. Casper og Caroline fór ud af deres senge og spænede gennem skibet. Lynhurtigt var de henne ved det hemmelige rum, hvor Kaptajnens skelet lå. Selv om de nu kendte spøgelset, så syntes de stadig, at det var lidt uhyggeligt.

Casper lyste med sin lygte på skelettet. Lige til at begynde med kunne de ikke få øje på nogen nøgle, men da de havde ledt lidt, så de en snor. Det var en gammel lædersnor, som sad under Kaptajnens gamle jakke. Forsigtigt løftede de op i snoren. Langsomt blev den halet helt op. Endelig dukkede noget rustent op.

Det var nøglen.

Det var en kæmpe stor nøgle, som havde den mest indviklede form, man kunne forstille sig. Det var ikke så mærkeligt, at Hr. Carlsen ikke havde kunnet få kisten op med en skrællekniv. Casper greb fast om nøglen og prøvede at få den fri fra skelettet. Det var let nok, for læder-stroppen var så gammel og mør, at den næsten gik over af sig selv.

De kiggede begejstret på nøglen.

»Vi må hen og vække Mor og Far,« sagde Casper.

For én gangs skyld var han ikke bekymret over at skulle vække sine forældre. De ville også blive ellevilde, når de så nøglen.

Casper og Caroline spænede tilbage igennem skibet. De nærmest væltede ind gennem døren til deres forældres kahyt.

»Spøgelset,« skreg Hr. Carlsen og sprang op i sin seng. Han kastede sig ud efter den sabel, som han havde hængt op over sin seng. Herefter gav han sig til at hoppe op og ned i sengen, mens han svingede med sablen til højre og venstre.

Casper lyste på ham med sin lommelygte.

»Jeg vidste ikke, at du troede på spøgelset,« sagde han drillende.

»Øøøh!,« sagde Hr. Carlsen og prøvede at gemme sablen bag ryggen. »Jeg må vist have drømt noget uhyggeligt,« sagde han og så lidt flov ud. Nu så han pludselig strengt på dem.

»Hvorfor komme I her og vælter ind ad døren på den måde midt om natten.«

Fru Carlsen var nu også vågnet så meget op, at hun havde sat sig op i sengen.

»Se!,« sagde Casper og holdt nøglen frem.

Han behøvede ikke at fortælle, hvad det var. Hverken Hr. eller Fru Carlsen var i tvivl om, hvad det var for en nøgle. Lynhurtigt hoppede Hr. Carlsen ud af sengen. Han snuppede nøglen og stirrede på den. Nu styrtede han ud ad døren med nøglen i den ene hånd og sablen i den anden. De andre fulgte efter, så hurtigt de kunne.

Da de nåede til kabyssen, havde Hr. Carlsen allerede sat nøglen i låsen. De standsede i døren og holdt vejret.

Hr. Carlsen kiggede på dem. De hørte et højt 'KLIK', da han drejede nøglen.

Langsomt åbnede Hr. Carlsen låget. Det knirkede og knagede i de rustne hængsler. Nu var låget helt åbent. Fra døråbningen kunne de andre ikke se, hvad der var i kisten. Hr. Carlsen så ned i kisten. Så kiggede han skrækslagent op på dem.

»Åh, nej!,« stønnede han.

De andre stod helt stille. Det kunne ikke være rigtigt. Der var noget galt.

Langsomt ændredes udtrykket i Hr. Carlsens ansigt.

»I skulle se jer selv,« grinede han. »I ser edder-dumme ud. Hvorfor står i derovre? Kom dog over og kig.«

De turde næsten ikke gå over til kisten. Langsomt gik de over på den anden side, så de kunne se ned i kisten. Casper hævede lommelygten, så den lyste direkte mod kisten.

De var næsten ved at tabe pusten ved synet af indholdet.

Tusinde små lysglimt reflekterede som små farvede stjerner i skæret fra lygten. Røde rubiner, grønne smaragder og diamanter i de skønneste former glimtede i lyset. Guld- og sølv mønter spejlede de farvede sten, så det næsten skar i øjnene. Der var kæmpe perlekæder, øreringe i alle tænkelige former og fingerringe så flotte, at de måtte have været båret af konger og dronninger.

Ingen af dem sagde noget. Synet var for imponerende til, at de kunne finde på noget at sige.

Forsigtigt tog de nogle smykker op og betragtede dem. Aldrig havde de set magen. Ikke engang på museer havde de set så flotte kunstværker.

»Vi er vist rige,« sagde Caroline langt om længe.

»Rige!,« udbrød Hr. Carlsen. »Vi er kæmpe kolossalt enormt rige,« lo han. »Vi kan købe hvad som helst. Vi kan købe et nyt skib, hvis vi havde lyst.«

De andre stirrede på ham.

»Du havde da vel ikke drømt om at købe et nyt skib?,« spurgte Fru Carlsen forbløffet.

Hun ville i hvert fald ikke af med deres gode skib med jungle og alt muligt. Casper og Caroline ville heller ikke bytte deres gode skib for alverdens guld eller sølv.

Hvad skal vi så bruge alt dette til?,« spurgte Hr. Carlsen.

»Hvem siger, at vi skal bruge det?,« sagde Fru Carlsen. »Vi kan da bare nøjes med at åbne kisten engang imellem og kigge på alle herlighederne. Så kan vi måske bruge en enkelt guld eller sølvmønt, når vi går i havn og handler ind.«

Hr. Carlsen samlede en enkelt mønt op og spejlede sig i den.

»Hvor mange øl kan man mon få for sådan en mønt?,« sagde han og grinede.

»Lad os nu ikke tale mere om at bruge denne skat,« sagde Fru Carlsen.

»Vi bruger ikke mere end højest nødvendigt. Lad os hellere kigge rigtigt på den.«

Så tændte de alle lamperne i køkkenet. Nu, hvor der var rigtigt lys igen, glimtede skatten endnu mere. De kunne næsten ikke se på den uden at blinke med øjnene.

De satte sig ned på gulvet og tog én ting ad gangen op af kisten. Så kiggede de på den og jublede over dens skønhed.

Sådan gik hele natten.

De kiggede på skatten og lagde planer for fremtiden. Da det blev lyst, havde de endnu ikke kigget på hele indholdet af kisten. Men de var slet ikke trætte, selv om de ikke havde sovet hele natten.

Hr. Carlsen spejlede sig i en blank guldmønt på størrelse med en kiks.

»Tænk, at jeg har fået mit eget sørøverskib,« grinede han, men han betragtede sig selv i mønten.

»Og jeg har fået min egen jungle,« sukkede Fru Carlsen. »Jeg trænger til at flyde i min hængekøjen i rigtig lang tid.«

»Nej,« sagde Casper. »Vi skal da ud og lede efter indianerne,« sagde han beslutsomt.

»Det skal vi i hvert fald ikke,« protesterede Caroline. »Vi skal finde min borg først.«

Børnene begyndte at skændes om, hvad de skulle finde først.

Fru Carlsen lænede sig over mod Hr. Carlsen og drejede den guldmønt, han holdt, så hun kunne se ham i den.

»Uha, hvor får vi travlt,« sagde hun med et smil.

»Ja,« svarede Hr. Carlsen bekymret. »Det er næsten værre end at gå på arbejde.«

Så grinede de begge højt.