Kapitel 20: En fantastisk byttehandel.

Casper var vred. Han følte sig snydt over, at han ikke havde fået sin indianerlandsby. Han havde ikke engang været tæt på. Men han havde fået en god idé, og nu marcherede han bestemt hen over stranden mod troldmanden. Caroline fulgte lige i hælene på ham.

»Kom med,« sagde Casper til Huxa-Puxa. »Vi skal vise dig noget.«

Casper havde ikke sagt det som et tilbud, men nærmere som en ordre.

»Vi skal vise dig, hvordan kassen fungerer.«

Casper, Caroline og troldmanden gik hen til fjernsynet.

»Se!,« sagde Casper og trykkede på TV'ets afbryder.

TV'et slukkede.

Huxa-Puxa så meget bekymret ud, indtil Casper trykkede på knappen igen, så TV'et tændte. Han tændte og slukkede et par gange, så troldmanden kunne se, hvordan det virkede.

»Dette er ikke stor trolddom,« sagde Casper.

»Det være stor magi,« sagde Huxa-Puxa alvorligt.

»Nej!,« sagde Casper. »DETTE er stor magi.«

Han tog fjernstyringen frem fra lommen og tændte for fjernsynet. Så skruede han ned for lyden, op for lyden, ned for lyset og op for farverne. Troldmanden var meget begejstret.

»Mig prøve magisk pind,« sagde han og rakte ud efter fjernstyringen.

Casper stak fjernstyringen ned i bukserne igen.

»Du må FÅ den magiske pind, hvis jeg får en indianerlandsby.«

»Og jeg får en ridderborg,« skyndte Caroline at tilføje.

»Det være meget svært at trylle frem,« sagde Huxa-Puxa og stønnede. »Umuligt!«

»Magisk pind være MEGET værdifuld,« sagde Casper og hev fjernstyringen frem igen og viftede den under næsen på troldmanden.

Huxa-Puxa så på den og rystede på hovedet. Så gik han endnu en gang ned til vandkanten og strakte hænderne frem for sig.

Han begyndte igen med sin næsten hypnotiske stemme at messe en lang remse, og igen dampede at tåge frem fra bølgerne og indhyllede skibet totalt.

»Bulder, balder, brage - lav en borg med drage.«

I modsætning til før, hvor skibet havde knaget og braget, kom der ikke en lyd fra tågen.

»Husk indianerne!,« råbte Casper.

Troldmanden kiggede på Casper, så vendte han sig om og fortsatte sin messen. Han afsluttede den efter et par minutter med:

»Totem, wigwam, tipi, telt - her kan Casper være helt.«

Casper og Caroline stirrede ud mod skibet. Tågen fortog sig langsomt. De kunne ikke se andet end junglen. Til sidst kom en let brise og fjernede den sidste tåge omkring skibet, så junglen igen stod tydeligt frem.

»Det er snyd,« råbte Caroline. »Jeg kan ikke se nogen borg.«

»Jeg kan heller ikke se nogen indianerlandsby,« mukkede Casper.

Huxa-Puxa vendte sig om og gik hen til dem. Han bøjede sig ned over dem og stirrede stift på dem.

»Tror I ikke på mig, når jeg sige, at der være både borg og indianere?«

Han virkede så skræmmende, at Casper og Caroline blev bange for ham.

»Jo!,« selvfølgelig tror vi på det,« fremstammede Casper. »Det er bare lidt svært at få øje på.

»Stol på mig,« brummede Huxa-Puxa. »I skal finde, hvad I ønsker jer.«

»Fedt!,« udbrød Casper.

»Tusind tak,« tilføjede Caroline.

»Hvis I bare lede længe nok,« tilføjede troldmanden. Det lød næsten som om, at han smilede bag masken.

»Og nu I give mig magisk pind.«

Casper ville egentligt helst have set indianerlandsbyen først, men han troede faktisk på troldmanden, så han dykkede igen ned i bukserne og halede fjernstyringen til TV'et frem.

»Værsgo!,« sagde han og rakte Huxa-Puxa fjernstyringen. Huxa-Puxa tog imod den, som var den lavet af glas. Han kiggede på den, og derefter så han på Casper.

»Du vise mig én gang til, hvordan magisk pind virke.«

Casper og Caroline viste igen troldmanden, hvordan alle knapperne virkede, og til sidst var Huxa-Puxa så glad, at han dansede rundt foran fjernsynet, mens han trykkede på fjernbetjeningen.

Casper og Caroline løb tilbage til deres forældre. De stod sammen med kongen og kiggede ud på skibet. De var ved at aftale, hvordan de indfødte kunne hjælpe til med at reparere hullet i siden af skibet.

Hr. Carlsen behøvede ikke længere at bekymre sig over, hvordan han fik en ny mast. Til gengæld bekymrede det ham, om skibet ville værre i stand til at sejle med kun to master og en gigantisk beplantning midt på dækket.

Casper gik hen og trak sin far i bukserne. De var stadig lidt våde, fordi Hr. Carlsen havde været oppe i den sorte gryde. Selv om børnene havde vasket sig efter eksplosionen, var de stadig snavsede, så Casper lavede sorte mærker på Hr. Carlsens bukser.

»Far! Kom lige herhen. Vi skal tale med dig.«

Hr. Carlsen og ungerne gik lidt væk fra høvdingen, som fortsatte med at tale med Fru Carlsen.

»Hvad er der så?,« sagde Hr. Carlsen og smilede til dem.

»Hvad med skatten?, Far,« spurgte Caroline. »Kan vi ikke prøve at finde skatten nu?«

Ja,« fortsatte Casper, »nu kan vi vel godt gå over på den anden side af øen og finde vores skat, når vi er blevet gode venner med de indfødte.«

Hr. Carlsens glade smil forsvandt. Han kiggede bekymret på de to børn. Efter et øjeblik sagde han bedrøvet: »Vi kan altså ikke finde skatten.«

»Hvorfor ikke?,« spurgte Casper. »Vi kan da bare kigge på skattekortet. Måske vil de indfødte endda hjælpe os.«

»Nej,« sagde Hr. Carlsen.

Børnene kunne se, at han mente det.

»Ved I hvad?,« fortsatte han. »Da vi blev fanget af de indfødte ude i junglen, blev jeg så forskrækket, at jeg tabte skattekortet, så det blæste væk.«

Casper og Caroline stirrede skrækslagne på hinanden. Nu var Fru Carlsen kommet over til dem. Hun vidste godt, at skattekortet var væk. Det havde Hr. Carlsen fortalt hende. Da hun så, hvordan Casper og Caroline så ud i hovederne, var hun straks klar over, at de havde fået at vide, at skattekortet var borte.

»Åååh Mor! Kan vi ikke prøve at finde skatten alligevel?,« jamrede Caroline.

»Nej, det er helt umuligt,« svarede Fru Carlsen. »Vi har ikke nogen chance for at finde den uden et skattekort.«

»Jeg kan godt huske, sådan cirka, hvor den ligger,« protesterede Casper.

Vi kan bare grave en masse huller, indtil vi finder den.«

»Det kan vi altså ikke,« sagde Hr. Carlsen. »Vi kan bruge flere år på at grave, og vi vil sikkert ikke finde skatten alligevel. Desuden kan vi ikke bare begynde at grave en masse huller i øen. Hvad tror I, at kongen ville sige, hvis vi lavede hans ø om til en hullet ost?«

»Så lad os lede efter kortet,« sagde Caroline stædigt. Hun havde ikke i sinde at give op så let.

»Det vil næppe hjælpe noget,« mente Hr. Carlsen. »Kortet var lavet på ældgammelt pergament, og det går helt i opløsning, hvis det bliver fugtigt. Hvis vi finder det, vil der kun være en klistret brun masse tilbage.«

»Øv!,« råbte Caroline højt. Casper stampede i sandet.

De var ikke meget for at indrømme, at deres forældre havde ret.

De måtte opgive at lede efter skatten.

»Men lad nu være med at være kede af det,« trøstede Fru Carlsen.

»I skulle hellere glæde jer over, at vi har fået en jungle med en borg og en indianerlandsby på skibet.«

Det var Casper og Caroline selvfølgelig også meget glade for, men de var alligevel lidt skuffede over, at de ikke kom på skattejagt, så de så lidt triste ud.

»Så, så,« sagde Hr. Carlsen. »Op med modet. Der er vel andre skatte i denne verden end Kaptajn Blod's. Vi finder bare en skat en anden gang. Men nu synes jeg, at vi skal se at komme tilbage til skibet.«

De vendte sig alle og satte kursen mod skibet. De havde kun taget to skridt, så blev de standset af kongen, der stod foran dem med udstrakte arme. Han talte bestemt til dem.

»Vi må ikke tage tilbage til skibet nu,« gispede Fru Carlsen.

Familien Carlsen kiggede forbløffede på kongen. Hvorfor måtte de nu pludselig ikke tage af sted? Havde han fortrudt? Var de ikke venner mere?

Kongen gentog, hvad han lige havde sagt. Så vendte han sig om og strakte armene i vejret, mens han råbte en masse. De indfødte jublede.  Fru Carlsen vendte sig mod sin familie og smilede:

»Jeg Kong Grumme-Lille bestemmer, at vi først holder en stor afskedsfest, hvor vi spiser megen mad, danser meget og fortæller mange sjove historier,« sagde hun med et grin.

Alle de indfødte hoppede i vejret og jublede. De elskede fester. Og en fest, hvor der var fremmede, som kunne fortælle nye historier, var helt fantastisk.

Nu gik de i samlet flok tilbage til landsbyen. Inden de forlod stranden, kastede Fru Carlsen et hurtigt blik tilbage mod skibet. Hun kunne ikke se dyrene længere, og hun var lidt bekymret for dem. Måske var de løbet ind i junglen, og hvad kunne der ikke ske med dem der?

Snart var stranden tom. Kun den store sorte gryde stod tilbage.

De nåede hurtigt tilbage til landsbyen og fik lavet nogle store bål, som der skulle laves mad ved. Bålene ville også lyse op, for nu var det blevet mørkt.

  Familien Carlsen satte sig ned ved siden af kongen og hans familie, og alle de indfødte satte sig ned i én kæmpe stor ring.

Nu kom kokkene frem med masser af mad på fade. De spiste frugter, fisk og bær til at begynde med. Så fik de kokosnødder og store udhulede frugter fyldt med saft. Imens de spiste, var der unge mænd og kvinder, som dansede rundt omkring bålene. De rystede på deres bast-skørter og svingede med blomster i hænderne. Til sidst kom to indfødte ind med et stort stykke kød på et spyd. Kødet blev sat over et af bålene, så det kunne stege.

Hr. Carlsen kiggede på kødet og lænede sig derefter over mod kongen.

»Jeg syntes, du sagde, at I kun spiste frugter og bær.«

Kongen kiggede straks på Fru Carlsen og ventede på oversættelsen.

Høvdingen smilede, så alle hans hvide tænder glimtede i skæret fra bålene.

»Vi spiser god bøf, når vi holder fest,« forklarede Fru Carlsen med et grin.

Da de havde spist, rejste troldmanden sig, bukkede for kongen og forsvandt ind i sin hytte. Da han var forsvundet, begyndte de at fortælle historier for hinanden. De skiftedes til at fortælle, og alle grinede af de sjove ting. Stakkels Fru Carlsen var snart helt udmattet af at forsøge at følge med i oversættelsen. Folk blev mere og mere ivrige, så de talte hurtigere og hurtigere.

Til sidst blev det Fru Carlsens tur til selv at fortælle. Hun tænkte sig lidt om, og så fortalte hun, hvordan Hr. Carlsen havde sparket til vandtønderne og slået sine tæer. Hun fortsatte med at fortælle, hvordan aberne kastede kokosnødder i hovedet på Hr. Carlsen.

De indfødte grinede. Til at begynde med syntes Hr. Carlsen egentlig ikke, at det var morsomt. Men da han så, hvordan de morede sig, rejste han sig op og viste alle, hvordan det var gået til. Han lod som om, han sparkede til en tønde, og han hoppede rundt og holdt sig på sine ømme tæer, mens han hylede og lavede mærkelige grimasser. Endelig løb han hen til en palme og lod som om, han råbte efter nogle aber. En af de indfødte kravlede op i palmen og gav sig til at kaste kokosnødder ned. Hr. Carlsen måtte springe frem og tilbage for ikke at blive ramt. Nu grinede og klappede alle de indfødte meget højt. Hr. Carlsen vendte sig om og bukkede dybt for dem. Da han rejste sig op, fik han en kokosnød lige i panden igen. De indfødte hylede af grin. Hr. Carlsen var lige ved at blive sur, men han kunne godt selv se, at det var morsomt, selv om det gjorde temmelig ondt i hans pande.

Nu begyndte de alle at danse. De hvirvlede rundt og sang og hoppede det halve af natten. Til sidst slæbte Hr. og Fru Carlsen sig ind i en hytte, hvor de kunne sove. Casper og Caroline lå der allerede. De var blevet meget trætte efter de mange spændende oplevelser den dag.

»Tænk!,« hviskede Hr. Carlsen. »Vi gik i land for at grave en skat op. I stedet fik vi en hel jungle. Det er ikke til at fatte.«

Fru Carlsen svarede ikke. Hun sov allerede.

Der gik kun et halvt minut til, så sov Hr. Carlsen også tungt.