Kapitel 14 : Tandpine og dåseåbnere.

Allerede dagen efter, at de var blevet gode venner med hajerne Brutus og Heidi, kom vinden igen. De kunne nu sejle med pæn fart lige mod skatteøen. Brutus og Heidi skiftedes til at svømme foran skibet, så de havde nogen at styre efter. Man kunne ikke se hajernes rygfinne fra roret, så Casper og Caroline gik med jævne mellemrum ud i stævnen for at kigge efter hajerne. Så dirigerede de Hr. Carlsen ved at række venstre eller højre arm i vejret. Hr. Carlsen drejede herefter langsomt skibet indtil børnene strakte begge arme i vejret. Så var de igen på ret kurs.

Selv om de talte lidt med hajerne ind imellem, syntes Casper og Caroline, at dagene var lidt lange. Det eneste, der stadig var morsomt, var, når Hr. Carlsen midt på dagen optrådte med at åbne dåser. Casper og Caroline havde stadig ikke fundet en dåseåbner i et af de mange rum, og Hr. Carlsen havde heller ikke fundet på en smart måde at få dåserne åbnet på. Så det var altså stadig vældigt underholdende at se på, når Hr. Carlsen kæmpede med de små runde metaldåser.

En dag, da Hr. Carlsen var midt i kampen mod en dåse bønner, spurgte Brutus, hvad det egentlig var, der foregik. Hr. Carlsen var lykkelig for at blive afbrudt, for så grinede Casper og Caroline da ikke af ham så længe. Hr. Carlsen lænede sig ud over rælingen og hilste venligt på Brutus og Heidi.

»Dav med jer,« sagde han. »Hvordan går det med jer i dag?«

»Det GÅR aldrig for hajer,« svarede Brutus. »Det SVØMMER.«

»Aha!,« sagde Hr. Carlsen og gentog så: »Hvordan svømmer det så med jer i dag?«

»Det svømmer rigtigt dårligt,« sagde Brutus. »Heidi har bidt i en sten, og nu har hun ondt i en tand. Så hun er i rigtigt dårligt humør.«

Hele familien blev meget bekymrede over at høre, at Heidi havde ondt. Det var selvfølgelig synd for Heidi, men tænk nu hvis hun forsvandt sammen med Brutus. Måske kunne hajer også tage til tandlægen. Det kunne man jo aldrig vide. Hvis hajerne forsvandt, ville de aldrig finde Kaptajn Blod's skatteø. Det var helt sikkert. De måtte hurtigt finde på et eller andet.

»Kan vi ikke selv være tandlæger?,« spurgte Caroline.

Hr. Carlsen var vant til at bruge værktøj på, men han havde ikke megen forstand på tænder - og slet ikke hajtænder.

Til sidst lænede Hr. Carlsen sig ud og kaldte på Heidi. Den ellers altid meget glade haj så noget trist ud i dag.

»Jeg hører, du har ondt i en tand,« sagde Hr. Carlsen. »Tror du ikke, vi kan hjælpe dig med det?«

Heidi så straks lidt opmuntret ud.

»Hvis I kan hjælpe mig, vil jeg gøre hvad som helst for jer,« sagde hun.

»Jamen, så må vi jo se, hvad vi kan gøre,« sagde Hr. Carlsen.

»Kan du åbne munden, så jeg kan se, hvor det er galt.«

Hr. Carlsen lænede sig langt ud, og Heidi rejste sig i vandet, så hun næsten kunne nå ham. Så åbnede hun munden helt op, så alle hendes tænder kom til syne. Hr. Carlsen trak hovedet tilbage og gispede. Selv om han skulle hjælpe hajen, var han alligevel lidt bekymret over alle de meget skarpe tænder så tæt på hans hoved.

Hr. Carlsen studerede omhyggeligt de mange tænder. Så fik han øje på en, som var knækket, så kun en sort stump sad tilbage.

»Hvordan er det sket?,« spurgte Hr. Carlsen.

Gaj ged i e ste!,« sagde Heidi.

Som alle andre, der var hos tandlægen, var det umuligt at forstå, hvad hun sagde, når hun talte med åben mund.

»Hun bed i en sten,« sagde Brutus.

»Hvorfor gjorde du dog det?,« spurgte Hr. Carlsen nysgerrigt.

»Gaj goede get gar e krakke.«

»Var det glohed kaffe?«

Hr. Carlsen var forbløffet.

»Hun troede, det var en krabbe,« forklarede Brutus straks.

»En krabbe!,« udbrød Hr. Carlsen. »En krabbe er da lige så hård som en sten. Den kan man da ikke spise.«

»Vi hajer kan tygge i hvad som helst,« sagde Brutus og så mægtig stolt ud.

»Bortset fra sten altså,« tilføjede han.

Hr. Carlsen fik et listigt udtryk i ansigtet. Han havde helt sikkert fået en god idé. Men som sædvanlig sagde han ikke noget om, hvad det var. I stedet spurgte han Heidi:

»Tror du, vi kan trække tanden ud?«

»Det kan vi sagtens,« sagde Heidi, der nu havde lukket munden igen. »Vi hajer er vant til at tabe tænderne. Og det gode er,« tilføjede hun, »at der altid vokser en ny tand ud.«

»Så tror jeg, vi trækker den dårlige tand ud med det samme,« sagde Hr. Carlsen. »Vent lige lidt. Jeg skal lige hente mit værktøj.«

Hr. Carlsen gik ind i skibet for at hente sin værktøjskasse.

Heidi svømmede lidt nervøst frem og tilbage. Brutus trøstede hende. Tandpinen ville jo meget snart være overstået. Hr. Carlsen kom ud med sin værktøjskasse. Fru Carlsen gik hen til ham.

»Pas nu lidt på, Cornelius,« sagde hun.

Fru Carlsen var temmelig bekymret over, at han skulle ned og rode i hajens mund. Hajen kunne jo få hikke eller komme til at nyse, og så 'haps' ville Hr. Carlsens hånd være spist, og han ville ende ligesom sørøveren på maleriet.

»Bare rolig,« sagde Hr. Carlsen. »Jeg går ud ved bovspryden, ligesom da jeg var galionsfigur. Så kan jeg rode med tænderne uden at komme til skade.«

Hr. Carlsen var ellers ikke så glad for at tale om det der med galionsfiguren, fordi han hadede, at nogen grinede af ham. Nu klatrede han ud på bovspryden og bandt sig fast igen. Han havde taget en stor tang med, som kunne bruges til at trække tanden ud.

»Kom så, Heidi, nu er jeg klar,« råbte Hr. Carlsen.

Heidi var ikke til at se nogen steder.

»Hvor er den haj nu blevet af?,« undrede Hr. Carlsen sig.

Heidi var væk. De kiggede sig lidt omkring. Pludselig kunne de se en voldsom røre i vandet foran skibet. Det var Heidi og Brutus. Brutus skubbede til Heidi. Hun havde lige pludselig ikke lyst til at komme til tandlægen, så Brutus måtte skubbe til hende for at få hende hen til skibet. Til sidst gav hun op og svømmede frivilligt hen til Hr. Carlsen. Heidi åbnede gabet og rejste sig igen op i vandet. Hr. Carlsen tog nu tangen, og 1‑2‑3 svup trak han den sorte tand ud. Han skyndte at trække hånden til sig, men Heidi lukkede munden meget forsigtigt.

»Var det slemt?,« spurgte Brutus.

»Overhovedet ikke,« sagde Heidi og smilede.

Der var nu et hul i hendes store tandsmil, der hvor Hr. Carlsen havde trukket tanden ud.

»Jeg har det allerede meget bedre,« sagde hun.

»Det må vi sige til alle de andre hajer,« sagde Brutus.

Hr. Carlsen blev helt bleg. Han havde absolut ikke lyst til at være tandlæge for alle de mange hajer.

»Hvordan kan jeg dog takke dig?,« spurgte Heidi Hr. Carlsen.

»Thjaee,« sagde Hr. Carlsen og så lidt lusket ud.

Jeg har faktisk noget, som du og Brutus kan hjælpe mig med, men kan vi ikke tale om det i morgen, når du er kommet dig lidt over dit tandlægebesøg?«

Det syntes både Heidi og Brutus var meget fint. Casper og Caroline kunne selvfølgelig ikke nære sig. De måtte spørge:

»Hvad er det, hajerne skal hjælpe dig med, Far?«

Hr. Carlsen smilede sit sædvanlige smørrede smil.

»Vent og se,« grinede han. »Vent og se!«

Både Casper og Caroline havde meget svært ved at vente. De vidste, at når deres far sagde sådan, så var der altid et eller andet morsomt i vente.

 

Tidligt næste dag forbød Hr. Carlsen ungerne at komme op i den forreste del af skibet. Han gik selv rundt oppe foran, og de kunne høre råben og plasken. Men hvad der foregik, kunne de hverken se eller gætte sig til.

Casper og Caroline syntes, det var en meget lang formiddag. Først hen ad middagstid, hvor Hr. Carlsen plejede at skulle åbne dåser, fik de lov til at komme op og se, hvad han lavede. Han havde en hel del dåser stående. Fru Carlsen var også ret nysgerrig efter at se, hvad der foregik, så hun gik også med.

Hr. Carlsen bad dem nu om at sætte sig ned på dækket. Han skulle nu til at åbne dåser.

»Mine damer og herrer,« sagde han højtideligt, som om det var en cirkusforestilling.

»De vil nu overvære noget højst usædvanligt. Noget helt ud over det sædvanlige. Det er helt utroligt, men også meget, meget farligt, så jeg må bede om fuldstændig ro.«

Ro, det havde han allerede, for hverken Fru Carlsen eller ungerne sagde en lyd. De var faktisk ret spændte på at se, hvad Hr. Carlsen nu havde fundet på.

Hr. Carlsen valgte en dåse med pølser, som han holdt frem.

»Mine damer og herrer,« fortsatte han. »Se nu nøje på denne lukkede dåse. Jeg vil åbne denne dåse uden at bruge mine hænder. Blot ved at fremsige en magisk trylleformular, vil låget springe af dåsen helt af sig selv.«

Det troede ingen af dem på. Men Hr. Carlsen satte roligt dåsen på rælingen og trådte et skridt tilbage. Han holdt vejret et øjeblik. Så løftede han begge hænder i vejret og råbte højt 'DÅSE', mens han svingede med armene. De stirrede alle på dåsen. Det eneste, de så, var en skygge bag dåsen, som bevægede sig. De hørte et 'SMASK' og et 'PLASK' og så, at dåsen stod og rokkede lidt. Men nu havde dåsen ikke noget låg på. De var meget imponerede.

»Tra daaa!,« råbte Hr. Carlsen. »Faaantastisk, mine damer og herrer! Har de ærede tilskuere lyst til at se det enestående nummer igen?«

De havde alle meget lyst til at se det en gang til. De forstod ikke rigtigt, hvordan det var lykkedes Hr. Carlsen at få låget af dåsen. Han fandt endnu en dåse frem. Denne gang var det en dåse skinke. Igen blev dåsen placeret på rælingen, og igen forsvandt låget, da Hr. Carlsen råbte 'DÅSE'.

»Hurra! Bravo!,« råbte Fru Carlsen og ungerne og klappede begejstret.

De syntes, det var et utroligt nummer. Caroline og Casper sprang over til deres far.

»Hvordan gør du, Far?,« spurgte Caroline.

Hr. Carlsen så på hende og smilede.

»Det er det rene trylleri,« sagde han drillende.

Du kan da ikke trylle,« sagde Caroline. »Fortæl os nu hvordan du gør.«

Caroline vidste, at hun bare skulle plage lidt. Så ville han vise dem, hvordan han gjorde. Der gik da også kun et øjeblik, så sagde Hr. Carlsen:

OK! Stil jer op her tæt ved rælingen.«

De stillede sig alle tre ved rælingen lige ved siden af den næste dåse, som, Hr. Carlsen havde fundet frem. Den indeholdt ærter.

»Se nu både på dåsen og på vandet,« sagde han.

Så trådte han tre skridt tilbage og råbte igen 'DÅSE'. De så en hajfinne i vandet. Nu sprang hajen op af vandet, helt op til rælingen. Her snappede den lynhurtigt toppen af dåsen med sine knivskarpe tænder, inden den faldt tilbage i vandet med et ordentligt plask.

»Hva'be'har'!,« sagde Hr. Carlsen stolt. »Har I nogensinde hørt om folk, der har dresseret hajer til at åbne dåser.«

De var alle tre meget imponerede. Brutus stak hovedet op af vandet., og så lidt misfornøjet ud.

De to første var bedre,« brummede han og spyttede låget ud. »Og hvad betyder dresseret?,« fortsatte han nysgerrigt.

Fru Carlsen lænede sig ud.

»Det betyder, at man lærer dyr noget,« sagde hun.

»Lærer dyr noget!,« fnøs Brutus og så fornærmet på ungerne. »Cornelius spurgte mig, om jeg ville hjælpe ham med at åbne dåserne. Så måtte jeg til gengæld spise det, som var i toppen af dåsen. Det skulle jeg da ikke lære. Det har jeg da altid kunnet.«

Hr. Carlsen så noget ærgerlig ud. Han var lige så stolt over sit nummer. Fru Carlsen gik over til ham.

Det var meget flot, Cornelius,« sagde hun. »Det var fint fundet på.«

Hr. Carlsen smilede og var glad. Så syntes de altså alligevel, det var et godt nummer, han havde lavet.

De næste par dage fik både Casper og Caroline lov til at åbne dåser. De blev aldrig trætte af at stille dåserne op på rælingen og råbe 'DÅSE'. Men de skulle alligevel ikke gøre det mere, end de havde brug for. De havde nu sejlet temmelig længe, så deres forråd af dåser var efterhånden ved at blive ret småt. Hvis de ikke snart nåede land, ville de ikke have noget at spise. De kunne jo begynde at fiske, men de havde ikke nogen fiskestang eller kroge, så dem måtte de finde først.

Hajerne fortalte dem dog, at de snart ville nå til skatteøen. Derfor brugte Casper og Caroline nu en hel del af deres tid oppe i udsigtstønden, hvor de spejdede efter land.

Det første de fik øje på var en fugl. Nu er en fugl jo ikke en ø, men fugle bor jo på landjorden, så landet kunne ikke være så langt borte. De spænede ned og hentede den lange kikkert. Da Hr. og Fru Carlsen hørte dette, ville de også med op. Så det endte med, at der var trængsel i udkigstønden. Alle spejdede og

skiftedes til at kigge i kikkerten. »Der,« råbte Hr. Carlsen endelig.

De spejdede alle sammen. Det eneste, de kunne se, var en mørk linie i horisonten, der hvor vandet holdt op og himlen begyndte. Der gik lang tid endnu, før øen kom rigtigt til syne. Fru Carlsen tog kikkerten og så i den.

Jungle,« sukkede hun og så drømmende ud.

Fru Carlsen drømte om at blive dronning i junglen, og her så de for første gang i sit liv en jungle med sine egne øjne. De så nu alle i kikkerten. Øen var ikke særligt stor. Den så fuldstændig ud, som de havde set i krystalkuglen, inden den gik i stykker. De kunne ikke se nogen mennesker og heller ikke nogen hytter. Efterhånden, som de kom nærmere, kunne de se mere og mere. På stranden var der masser af palmer. Disse blev afløst af tæt skov, som gjorde det umuligt at se, hvad der var bagved. En tynd røgsøjle steg op mod himlen og afslørede, at der måtte være mennesker derinde, som havde lavet bål.

Et eller andet sted på denne ø lå Kaptajn Blods skat begravet. Det var alt for sent at begynde at lede nu. Solen var på vej ned bag øen, og det ville snart være helt mørkt. De sad længe på dækket og kiggede på øen. Til sidst var det helt mørkt. Tænk, at de endelig var nået så langt. De sagde godnat og gik alle i seng samtidigt. I morgen ville de gå i land og udforske øen.