Kapitel 13 : Omringet af hajer.

Dagen efter den kraftige storm samledes hele familien ved skibets ror. De havde nu intet kompas, og krystalkuglen var blevet knust i kabyssen. De havde altså ikke nogen mulighed for at finde ud af i hvilken retning, de skulle sejle. Lige i øjeblikket var det ikke noget problem, for det var fuldstændigt vindstille, så skibet bevægede sig alligevel ikke.

Hr. Carlsen havde studeret 'Håndbog for Sørøvere', og i den havde han læst om flere måder, man kunne bruge til at finde vej. I gamle dage havde man kigget på stjernerne om natten og styret efter dem. Men det duede selvfølgelig kun om natten, og ikke hvis det var overskyet. Hr. Carlsen havde også læst om et instrument, som hed en sekstant. Den kunne også bruges til at finde ud af, hvor på havet man var, hvis man vidste, hvad klokken var. Men de havde ikke en sekstant, og Hr. Carlsen vidste heller ikke, hvordan man skulle bruge den. Og de havde for længe siden stoppet med at trække deres ure op, så de havde ingen anelse om, hvad klokken var.

Det havde nu været nemmere med et kompas og en krystalkugle!

Der var ikke meget at tage sig til på skibet. Bortset fra Hr. Carlsens underholdning, når han skulle åbne dåser, havde de faktisk ikke noget at lave. For at få tiden til at gå satte de sig til at spille Ludo. De glemte hurtigt deres problemer, fordi de blev så optaget af at spille.

Børnene tog terningen og rystede den voldsomt i hænderne, mens Hr. og Fru Carlsen brugte et raflebæger. Casper mente, at jo hårdere han rystede terningen, jo bedre blev slaget. Det betød som regel, at terningen rullede flere meter hen ad dækket. Casper og Caroline løb begge efter terningen. Casper skulle se, hvad den endte på, og Caroline skulle checke, at han ikke vendte den, hvis han fik noget uheldigt.

Mens Casper var i gang med at ryste terningen, så han blev rød i hovedet, hørte de en lyd ude foran fra skibet.

»Hvad er det for en larm?,« sagde Hr. Carlsen undrende.

Han var næsten glad for at blive afbrudt i spillet, for han blev alligevel hele tiden slået hjem.

»Det lyder, som om Snus er ved at bide skibet i stykker,« sagde Fru Carlsen.

Men hunden lå roligt ved siden af dem og sov. Katten kunne umuligt lave så megen støj, selv ikke hvis den brugte masten som kradsebræt. De glemte Ludospillet og gik frem til skibets stævn, hvorfra lyden kom. Der var intet at se på dækket.

»Lyden kommer udefra,« sagde Casper.

Han løb frem for at kigge. Hr. Carlsen var lidt bekymret for, at de måske lå og skurede op ad en lille klippe, selv om de burde være langt fra nogen form for land. Nu var Casper helt ude i spidsen af skibet. Han hagede sig fast og lænede sig ud for at kigge ned i vandet.

»Haj!,« skreg han.

Hvem råber du hej til?,« spurgte Hr. Carlsen nysgerrigt. Måske var der alligevel en ø, og den var ligefrem beboet!

»Nej, haj!,« gentog Casper. »Der ligger en stor haj og gnaver i skibet.«

De lænede sig alle ud. Ganske rigtigt! En kæmpe-stor haj lå og gnavede i stævnen.

»Åndssvage dyr!,« råbte Hr. Carlsen. »Lad være med at ødelægge mit skib.«

Hajen stoppede sit gnaveri et øjeblik og stirrede op på hele familien. Den så lidt forvirret ud, og så forsvandt den.

»Puha!,« sagde Hr. Carlsen. »Jeg var lige ved at blive lidt nervøs.«

De stod og kiggede, men de så ikke noget spor af hajen. Det varede dog ikke ret længe, før de fik øje på en hajfinne igen. Og én til. Pludselig var der så mange hajer, der bevægede sig rundt om skibet, at de slet ikke kunne tælle dem. Familien Carlsen stod og så på hajerne. De gnavede ikke i skibet lige nu, men hvis alle hajerne begyndte at bide i skibet, kunne det måske hurtigt gå helt i stykker.

»Vi må gøre et eller andet,« sagde Fru Carlsen bekymret. »Har vi ikke en noget krudt et eller andet sted, så vi kan skyde et par kanonkugler efter dem?«

Casper og Caroline havde stadig ikke fundet noget krudt til kanonen, så de rystede på hovedet. De prøvede at kigge i 'Håndbog for sørøvere', men der stod ikke andet end, at man skulle passe godt på, hvis man badede, når der var hajer. Lige nu var der absolut ingen af dem, der havde lyst til at bade omkring skibet.

Familien Carlsen stod længe og kiggede på hajerne. Imens bladrede Casper og Caroline i 'Håndbog for Sørøvere'. Da de havde søgt lidt, fandt de et billede af et skib, som skræmte en drage væk. De læste, det der stod, under billedet.

»Galionsfiguren beskytter skibet mod drager og andre frygtelige søuhyrer,« læste Casper.

Han kiggede op på sin far.

»Måske er hajerne her, fordi vi mangler en galionsfigur,« foreslog han.

Hr. Carlsen tænkte sig lidt om. Han huskede, at Johannes havde fortalt dem, at galionsfigurer beskyttede skibene i gamle dage. Men hvis galionsfigurer kunne beskytte skibene i gamle dage, så kunne de måske også bruges nu. Der var bare lige ét problem. Hvor skulle de få en galionsfigur fra lige nu?

De tænkte sig lidt om. Casper og Caroline var ikke stødt på noget, som kunne bruges til en galionsfigur. De havde fundet metaldele til en kvart rustning. Det var vist det nærmeste, de kom på noget, der lignede en figur. Til sidst fik Hr. Carlsen en idé.

»Hvis vi ikke kan finde en dukke, som vi kan bruge til galionsfigur, så kan vi jo hænge Mor ud i stedet for,« foreslog han.

Fru Carlsen så aldeles ikke ud som om, hun kunne lide den idé.

»Jeg vil i hvert fald ikke ud og hænge foran,« sagde hun vredt.

»Jamen en galionsfigur er altid en smuk kvinde,« prøvede Hr. Carlsen at forklare.

Men det hjalp ikke spor.

»Jeg gør det ikke,« sagde Fru Carlsen bestemt. »Aldrig i livet. Jeg skal ikke ud og luftes foran de uhyrer.«

Lige meget hvad de sagde, så nægtede Fru Carlsen at lade sig hænge ud som galionsfigur. Hr. Carlsen var blevet sur, og da han havde surmulet lidt, gik han ind i skibet og smækkede døren efter sig.

 Hr. Carlsen var væk i lang tid. De andre stod og kiggede på hajerne imens. Hajerne svømmede fredeligt rundt og kiggede tilbage på Fru Carlsen og børnene, men de gnavede ikke i skibet. Det virkede som om, hajerne var nysgerrige efter at se, hvem det var, der var ombord på skibet. Efter rigtig lang tid gik døren fra kahytterne op igen. Fru Carlsen, Caroline og Casper troede ikke deres egne øjne. I døren stod en halvtyk meget grim dame med læbestift i det halve af hovedet. Hun havde en alt for lille kjole på, og hendes sko var absolut ikke damesko. Skoene var Hr. Carlsens. Resten af personen var også Hr. Carlsen. Han havde klædt sig ud som dame for at kunne være galionsfigur.

Fru Carlsen begyndte at fnise. Casper og Caroline vidste ikke rigtigt, om de turde grine, men efter et øjeblik tumlede de alle tre rundt på dækket og holdt sig på maven, mens de hylede af grin.

»Ja, ja, ja!,« vrissede Hr. Carlsen. »Det er MEGET morsomt, men hvis I ikke vil redde skibet, så skal jeg nok gøre det.«

Han gik med underlige små skridt hen over dækket, fordi den kjole, han havde på, var alt for lille. De to bolde, han havde stoppet ind som bryster, hoppede op og ned. Den morsomme gang fik bare de andre til at grine endnu mere. Hr. Carlsen kiggede slet ikke på dem, men gik bare forbi dem og begyndte at kravle ud under bovspryden -  det lange træspyd, som stikker ud foran skibet. Da han var nået halvt ud, revnede hans kjole på bagdelen, så man kunne se hans prikkede underbukser. Selv om det var Fru Carlsens kjole, grinede hun nu så meget, at hun næsten ikke kunne få luft. Hr. Carlsen mumlede et eller andet uforståeligt. Han kunne absolut ikke se, at det hele var så morsomt.

Da Hr. Carlsen var kommet helt ud, bandt han sig selv fast med et tov omkring maven og et omkring benene. Med det samme begyndte hajerne at stimle sammen under ham. De havde tydeligvis ALDRIG set sådan en galionsfigur før.

»Så kan I godt forsvinde,« råbte Hr. Carlsen, mens han viftede med armene.

Forestillingen er slut. Gå hjem til jeres mor. SKRIID!«

Hajerne så forbløffede på hinanden. En grim galionsfigur som råbte! Det havde de godt nok aldrig oplevet før.

Nu skete der noget mærkeligt. Noget som ingen andre sømænd nogensinde har set eller hørt før. Hajerne begyndte at give lyde fra sig. De lagde sig på ryggen og klaskede med deres finner på maven, så det lavede en utrolig pjasken og sjasken. Det var som om havet skummede og kogte. Hajerne grinede, og til sidst grinede de så meget, at de fik hikke. Det var en helt utroligt lyd. Hundrede hajer som klaskede sig på bugen, mens de grinede og havde hikke. Ungerne og Fru Carlsen holdt op med at grine. De stillede sig ved rælingen og lyttede og kiggede forbløffede på hajerne.

 Til sidst gav den største af hajerne en mærkelig lyd fra sig. Alle de andre hajer, på nær én forsvandt. Hr. Carlsen jublede ude i stævnen og udstødte noget, der lød son en fanfare.

»Ha, Haaa! Grin I bare, men jeg har skræmt hajerne væk nu.«

»Han var helt klart meget tilfreds med sig selv.

»Du har da ikke skræmt os,« lød en dyb stemme nede fra vandet.

Hr. Carlsens grinen standsede brat. Han troede ikke sine egne ører. Han kiggede ned og så direkte ind i gabet på den store haj. Den smilede, så alle dens spidse og skarpe tænder kom til syne. Hr. Carlsen gøs. Det var et ret uhyggeligt syn.

Hajen fortsatte: »De andre hajer er bare svømmet igen. Vi troede, det var nogle helt andre to-ben, som var på skibet.«

Hr. Carlsen var stum af forbløffelse. Hajen talte til ham.

»Jeg anede ikke, at hajer kunne tale,« sagde han endelig.

»Jeg anede ikke, at galionsfigurer kunne tale,« svarede hajen blot og fortsatte: »Jeg har forresten aldrig set en så grim galionsfigur.«

Hr. Carlsen blev lidt sur, men alligevel fortsatte han:

Jamen, jeg har da aldrig hørt om nogen, der har talt med en haj.«

Hajen kiggede lidt på ham og svarede: »Vi hajer taler altså ikke med hvem som helst. Og slet ikke jer to-benede luft-fisk. Så kunne vi jo ikke bestille andet end at ligge her og snakke.«

Det lød jo meget fornuftigt, men Hr. Carlsen var alligevel stadig temmelig overrasket.

»Hvorfor gnavede I egentlig i vores skib?,« spurgte Hr. Carlsen.

Hajen så lidt flov ud.

Jo, ser du,« forklarede den. »Sidste gang vi så dette skib, var det en væmmelig et-ben, som hed Kaptajn Blod, der styrede det. Og vi kan ikke lide Kaptajn Blod.«

»Du kan da ikke have set Kaptajn Blod,« sagde Hr. Carlsen til hajen.

Kaptajn Blod døde for lang tid siden, og så gammel er du da ikke.«

Nu så hajen lidt mistænksom ud.

»Hvorfra kender du Kaptajn Blod?,« spurgte den.

Hr. Carlsen fortalte om det billede af den gamle sørøver, de havde fundet. Nu så hajen meget tilfreds ud.

»Så er Kaptajn Blod altså død?«, spurgte den med tilfredshed.

»Ja da,« svarede Hr. Carlsen.

»Men hvorfra kender du så Kaptajn Blod?«

Hajen grinede, så dens tænder blinkede i solen.

»Ser I,« startede den. »Min tipoldefar og Kaptajn Blod var dødelige fjender. Hver gang Kaptajn Blod fik øje på min tipoldefar, lavede han torden og ild og slyngede runde sten efter ham. Det gjorde Tipoldefar rasende.«

»Skød han med kanon efter ham,« spurgte Casper nysgerrigt.

Den store haj nikkede. »Men heldigvis,« tilføjede den stolt, »så lykkedes det en dag min tip-oldefar, at bide det ene ben af Kaptajn Blod, da han tog fodbad.«

Hajen smilede igen, og selv om den jo egentlig var meget flink, syntes Hr. Carlsen stadig, at alle de tænder var lidt uhyggelige.

Oppe på dækket havde Fru Carlsen og ungerne hørt hele historien. De syntes, det var død-spændende at høre om Kaptajn Blod og hajerne. Og nu havde de fået at vide, hvordan Kaptajnen havde mistet sit ene ben. Casper lænede sig ud over rælingen og hilste på hajen.

»Dav!,« råbte han. »Jeg hedder Casper. Hvad hedder du?«

Hajen kiggede op på ham og præsenterede sig selv og den anden haj, som stadig svømmede ved siden af.

»Jeg hedder Brutus, og dette er min søde kone Heidi.«

Mens resten af Familien Carlsen fortalte, hvad de hed, bandt Hr. Carlsen sig fri og kravlede tilbage til dækket. Casper så ud til at være kommet i tanke om noget. Han lænede sig helt ud igen:

»Du, Brutus! Ved du egentlig hvordan Kaptajn Blod mistede sin ene hånd?«

Brutus så lidt forundret ud.

»Jeg vidste da ikke, at Kaptajnen også havde tabt en hånd. Det var i hvert fald ikke min tipoldefar, som snuppede den.«

Efter et øjeblik tilføjede den: »Det er egentlig underligt, at Tipoldefar aldrig har fortalt om det.«

Nu fik Fru Carlsen en idé. Hun lænede sig også ud og spurgte:

Sig mig, Brutus. Fortalte din tipoldefar alting om Kaptajn Blod?«

»Thjaee,« indrømmede Brutus, »min tipoldefar fortalte jo historien til min Oldefar, som så fortalte den til Farfar oh min far, som så fortalte den til mig. Nogen af dem har måske glemt lidt hist og her.«

Fru Carlsen så nu helt glad ud.

»Har du så hørt om den ø, hvor Kaptajn Blod gravede sin skat ned,« spurgte hun.

Ja, ja da!,« sagde Brutus og så edder-stolt ud. »Den kender jeg ganske godt. Men den ligger temmelig langt væk.«

Nu lænede Caroline sig også ud.

»Æææh, Brutus! Du ville være verdens sødeste haj, hvis du ville vise os, hvor den ø ligger.«

Det kunne Brutus altså ikke sige nej til. Han ville meget gerne være verdens sødeste haj, så han og Heidi lovede, at de ville vise dem hele den lange vej til Kaptajn Blods skatteø.