Kapitel 4 : Det helt rigtige skib.

Alle vågnede meget tidligt næste morgen.

Det var et strålende vejr, så både Hr. og Fru Carlsen glædede sig til at komme ud og nyde det. Casper og Caroline havde ikke lyst til at sejle denne dag, men de havde aftalt med hinanden ikke at skændes for at glæde deres forældre, så de lod som ingenting.

Så snart de var færdige med at spise morgenmad, tog de bussen ned til havnen. Der var masser af folk denne morgen, så der var rigeligt at se på. Folk malede deres små og store skibe, polerede rækværkerne, så de skinnede i solen, og de så endda en dame, der var ved at sætte potteplanter op på dækket.

»Den sejler vist ikke langt,« mumlede Fru Carlsen, da de passerede den.

»Næh!,« smilede Hr. Carlsen. »Hun skulle nok have købt en campingvogn i stedet.«

De gik forbi den ene række skibe efter den anden, og de nåede den mole, hvor deres båd lå. Hr. Carlsen standsede op og kiggede ned på den.

Det var en dejlig båd. Stor nok til at fire mennesker snildt kunne bo på den i et stykke tid, men ikke større end at man nemt kunne manøvrere den rundt på lavt vand og finde steder at lægge til, når man holdt ferie.

Hr. Carlsen hoppede ned på dækket og begyndte straks at udstede ordrer.

»På med redningsvestene! Smid trosserne! Hal ankeret op! Sæt forsejlet!«

Hr. Carlsen råbte som en sørøverkaptajn, og både Fru Carlsen og børnene sprang rundt og fulgte hans ordre til punkt og prikke, så båden roligt og elegant kom fri af de andre både ved molen og satte kurs mod åbent vand.

»Skal vi over til Skatteøen,?« spurgte Casper og pegede mod en lille ø et par sømil væk.

Familien Carlsen kaldte øen for skatteøen, fordi de et par gange havde været på skattejagt derovre. Børnene havde gravet efter skatte, og HVER gang havde de fundet én. Hr. Carlsen havde fortal dem, at hver gang det stormede, så skyllede der skatte op på stranden og faldt ned i små huller. Derfor kunne man ofte finde en skat herovre. Casper og Caroline havde dog fået en mistanke om, at Hr. Carlsen selv gravede skattene ned, da de nogen gange bestod af helt nye mønter, som netop var nok til at købe is for på øens eneste hus: En isbar, som kun havde åbent om sommeren. Stedet var meget besøgt af de lokale sejlere, da isen var enestående god. Isen blev lavet af den nu gamle dame, som boede alene i huset på øen. Hun samlede blåbær, solbær, hindbær og skovjordbær på øen til sin is, og selv om Fru Carlsen et par gange havde prøvet at lave is selv, havde hun aldrig kunne lave en is, der smagte lige så godt. Fru Carlsen havde også prøvet at lokke opskriften ud af is-damen, men hun var en meget bestemt ældre dame, som absolut ikke forærede opskrifter væk.

Hr. Carlsen kiggede over mod Skatteøen og rystede på hovedet.

»Ikke i dag,« sagde han. »I dag skal vi kigge på skibe.«

»Nogen vi kan købe?,« spurgte Caroline nysgerrigt.

»Næppe,« svarede Hr. Carlsen med et skævt smil, »men derfor kan vi jo godt kigge.«

Hr. Carlsen lagde roret over og satte kurs mod den del af havnen, hvor de større skibe lå.

På trods af at det var lørdag, var der travlhed i havnen. De store skibe blev losset og lastet med enorme kraner. De store containere lignede tændstikæsker, når de svævede oppe fra skibenes dæk, men de voksede hurtigt til sommerhus-størrelse, når kranerne firede dem ned på de ventende lastbiler. De forsvandt med de tunge containere samtidig med, at togvogne blev fyldt med inholdet fra de mange lastrum.

De sejlede videre og nåede til de skibe, som Hr. Carlsen kaldte ”millionærskibe”. De var blændende hvide med masser af funklende beslag og smarte master fyldt med elektronisk udstyr. Hr. Carlsen betragtede dem i sin kikkert og udstødte en lyd, der tydeligt viste, at han ikke brød sig om den slags moderne luksus-skuder.

»Hvis man ikke kan sejle et skib uden alt det tingel-tangel, så skulle man meget hellere spille golf,« snøftede Hr. Carlsen let forarget.

»Det gør ”man” nok alligevel,« mente Fru Carlsen.

Det var ikke sådan et skib, Familien Carlsen ville have. De ville have et godt gammeldags sejlskib med master, kahyt og et stort gammeldags ror. Sådan et rigtigt eventyr-skib.

Men der var slet ingen gammeldags skibe i havnen. Der var mange rigtigt store skibe. Tankskibe, fragtskibe, containerskibe og færger.

Familien Carlsen sejlede længe rundt og kiggede på alle skibene. Kæmpestore kolosser som slet ikke kunne bruges til eventyr.

Nu var de kommet til den ende af havnen, der lå længst væk fra land. Næsten helt ude ved havet. Det var herude, de største skibe lå. Her lå også de skibe, som var så gamle, at de bare ventede på at blive hugget op til gammelt jern.

»Det er de skibe, man kalder for 'supertankere'. De er fyldt med olie,« forklarede Hr. Carlsen børnene. »De er så store, at der kan ligge fire fodboldbaner oppe på dækket. Når sømændene skal fra den ene ende af skibet til den anden, må de cykle.«

Casper og Caroline kiggede mistroisk på deres far. De var vant til, at han tog gas på dem.

»Der er skam rigtig,« skyndte Fru Carlsen sig at sige. »Skibene er så store, at man må cykle frem og tilbage.«

Casper og Caroline kiggede beundrende op på de enorme fartøjer.

Familien skulle selvfølgelig ikke have en supertanker, men de sejlede alligevel tættere på kajen for at beundre de imponerende skibe.

Hr. Carlsen lod sin kikkert feje hen over skibene, og han videregav alle de detaljer, han så. Casper og Caroline forsøgte at følge hans øjne i deres egne kikkerter. Kun Fru Carlsen brugte sine egne øjne.

»Skibet hedder Karphatos!,« sagde Hr. Carlsen. »Garanteret græsk!«

»Græsk flag,« svarede Caroline straks.

»1982,« tilføjede Casper straks.

»Tre skorstene. Helt sikker dieselmotorer,« fortsatte Hr. Carlsen.

»Tre master. Helt sikkert træskib,« indskød Fru Carlsen.

»Hva!,« udbrød Hr. Carlsen og tog kikkerten fra sin øjne. »Hvad sagde du?«

»Tre master. Træskib,« gentog Fru Carlsen og pegede ind mod land.

Hr. Carlsen fulgte hendes finger. Det samme gjorde børnene.

Det var Caroline, der så den først.

»Der!,« råbte hun begejstret, og pegede ind mellem to gigantiske skibe.

Det var ikke let at se. Klemt sammen mellem de to store skibe lå et lille træskib. Det lå i skyggen fra de to skibe, og de dækkede så meget for det, at det var svært at se det rigtigt. Hr. Carlsen sejlede tættere på, men det gjorde det ikke nemmere at se hele skibet.

»Lad os sejle tilbage og lægge til,« sagde Hr. Carlsen. »Vi må besigtige det fra land.«

Hr. Carlsen svingede skibet rundt og satte kursen tilbage mod deres ankerplads.

Da de nåede til enden af den store kaj, hvor skibene lå, fik Fru Carlsen øje på en trappe op fra vandet.

»Vi kan lægge til derhenne,« sagde hun. »Så behøver vi ikke at gå så langt.«

De fik hurtigt styret båden mod kajen. Casper sprang i land og tog imod trossen og sikrede den, så skibet lå sikkert ved kajen.

Familien sprang i land efter at de havde smidt deres redningsveste.

Langt ude på molen kunne de se, at der sad en gammel mand. De gik hen imod ham. Det kunne jo være, at han kendte det skib, som de havde set. Da de kom nærmere, kunne de se, at den gamle mand sad på molen lige midt imellem to af de store supertankere. Det var først, da de kom helt hen til ham, at de opdagede, at der lå et lille gammelt skib mellem de to supertankere. Det var det lille træskib med tre master. Det var ganske nydeligt, men lidt forfaldent at se på.

Den gamle mand sad og halvsov. Han vågnede med et spjæt, da han opdagede dem. Han lignede en rigtig sømand, for han havde gammeldags sejlertøj på og en skipperkasket på hovedet.

 

 

 

Efter at have kigget lidt på hele familien, sagde han med rusten stemme:

»Hvad laver sådan en samling landkrabber helt herude?«

Casper fortalte ham, at de var ude for at købe et skib. Den gamle mand grinede.

»Det her skib er i hvert fald ikke noget for jer. Det er et gammelt sørøverskib, som har sejlet på de syv have. Det har været i de varme lande, og mange sømænd er døde i kamp på dette skib. Det er ikke et skib for landkrabber.«

Nu var Hr. Carlsen blevet virkelig interesseret.

»Jamen, det er lige sådan et skib, vi alle drømmer om,« sagde han. »Hvad koster det?«

»Det er ikke til salg i dag,« svarede han bestemt. »Måske en anden dag!«

»Hvorfor vil du ikke have skibet længere?,« spurgte Caroline nysgerrigt.

Den gamle mand smilede, så man kunne se, at han manglede et par tænder.

»Jeg er blevet for gammel til at klare alle opgaverne på skibet selv,« sukkede han. »Det kræver mange hænder at sejle og vedligeholde sådan en skude,« sagde han, mens han kiggede kærligt på sit gamle skib. »Jeg har arvet det efter min far, som arvede det efter sin far, men jeg har ingen børn, som jeg kan give det videre til, og jeg har ingen familie bortset fra min søster. Jeg har ikke råd til at hyre sømænd til opgaverne, så nu må jeg sælge det,« sukkede han.

De tav alle et øjeblik, og sammen stirrede de drømmene på skibet. Den gamle mand tænkte på alle de oplevelser, han havde haft på skibet, og Familien Carlsen tænkte på alle de oplevelser, som de kunne få.

»Men jeg sælger det ikke til hvem som helst,« sagde sømanden skarpt. »I sidste uge kom der en smart ung fryns med et par solbriller, som lignede noget, han havde hugget fra et badeværelse. Han ville købe skuden og lave den om til en natklub fuld af lys og blinkende farvede lamper. Og så skulle der spilles støjende musik. Sådan noget pjat! Dette skib er lavet til at sejle, og jeg sælger det kun til folk, som vil bruge det til det.«

Den gamle mand bakkede på sin pibe, men den var åbenbart gået ud, mens han sov. Han kiggede lidt irriteret på den, og så op på Familien Carlsen.

»Jeg sælger det ikke til landkrabber, som ikke forstår at sætte pris på det,« gentog han vredt.

Han fik et bedrøvet udtryk i øjnene og gav sig til at banke sin pibe ud og stoppe den på ny.

»Jeg er faktisk helt overbevist om, at netop vi vil sætte meget stor pris på det,« svarede Hr. Carlsen og prøvede at virke rolig og overbevisende. »Vi har planer om at indrette skibet, så vi kan sejle med turister, der hver dag kan beundre hvor smuk og godt skibet er.« Han kiggede op på skibet. »Vi vil vedligeholde det og bevare det præcis, som det er nu.«

Det er meget muligt,« mumlede sømanden, men han tændte sin pibe. Han bakkede på den og pustede en røgsky ud. »Men jeg sælger ikke skibet til en sofakaptajn. Det er en prægtigt skonnert, som intet fejler ud over lidt råd i krydsmasten, og skibet skal ejes og styres af en erfaren sejler.«

Den gamle mand tav, holdt om sin pibe og betragtede Hr. Carlsen med et listigt udtryk. Pludselig forstod Hr. Carlsen, hvad der foregik. Sømanden var ved at afprøve ham og hans viden om skibe.

»Det er ganske rigtigt et meget nydeligt skib« begyndte Hr. Carlsen, mens han betragtede skibet. »Et klassisk kaperskib vil jeg mene. Og både fokkemasten og mesanmasten ser da ud til at være i god stand.«

Den gamle sejler klemte øjnene sammen, men Hr. Carlsen var sikker på, at hans så et glimt af tilfredshed i dem.

»Det er stormasten også, kan jeg forsikre,« svarede sømanden.

»Hvad med vanter og jomfruerne?,« spurgte Hr. Carlsen alvorligt og kiggede på tovværket.

»Jeg kan ikke garantere, at de alle er som nye,« indrømmede manden, »men stagene blev alle skiftet ud for få år siden. 20-30 år vil jeg tro«, tilføjede han.

Samtalen mellem sømanden og Hr. Carlsen skiftede nu karakter fra at være en afprøvning af Hr. Carlsens viden, til at være en detaljeret gennemgang af skibets tilstand. De to mænd brugte så mange specielle udtryk, at Fru Carlsen og børnene forlod dem og begyndte at undersøge skibet.

Skibet var noget forfaldent. Fru Carlsen havde ikke megen forstand på skibe, men hun kunne da se, at mange steder trængte til at blive malet. Nogle steder var små træudskæringer mærket af vind og vejr, men hun kunne også se, at mange af træstykkerne var nyere end andre, så der havde været lavet en del vedligeholdelse af skibet.

»Kan vi ikke komme ombord?«, spurgte Casper.

Selv om den gamle mand var travlt optaget af at tale med Hr. Carlsen, havde han hørt hvad Casper sagde.

»Der ligger en planke på dækket, som i kan nå gennem bordet, hvis I læner jer frem,« råbte han til dem. »Bare gå ombord og gik jer omkring.«

Casper kunne ikke se noget bord, men kan fik øje på en stor planke, som lå på dækket. Den nederste del af rælingen over dækket manglede, så han kunne strække armen helt ud og trække brættet over til sig. Fru Carlsen måtte hjælpe til, da det var en temmelig solid planke. De kunne herefter sikkert balancere over til rælingen, som de kravlede over.

»Oj!«, udbrød Casper, da han satte fødderne på dækket. »Det her er noget HELT andet end vores lille skib«

»Ja,« sagde Fru Carlsen og rynkede på næsen. Der var en skarp lugt af tjære på dækket. Der stod et par tønder på dækket, og noget tovværk lå rullet sammen i et hjørne.

Casper løb hen til trappen op til øverste dæk bagtil. Caroline var lige i hælene på ham. De fik straks øje på det store ror, hvorfra skibet blev styret.

»Ha!,« udbrød Casper. »Kan du lige se Far stå her og styre skibet med sin sørøverhat på?«

Det havde Caroline meget let ved at forestille sig. Alt ombord på skibet virkede som et ægte sørøverskib.

»Nu skal I ikke forelske jer for meget i det,« sagde Fru Carlsen, da hun nåede op til dem. »Det er ganske rigtigt et meget flot skib, men vi har ikke råd til at købe det, og jeg er bange for, at vi fire ikke kan sejle det alene. Desuden er jeg lidt bekymret for, at det vil falde fra hinanden, hvis det begynder at blæse en smule.«

Dette tog ikke lysten fra børnene. De piskede rundt på dækket og Casper sprang op i tovværket, der lignede en rebstige. Han kravlede hurtigt og adræt helt op til udkigstønden.

»Hej Far!,« råbte han og viftede med armene.

Hr. Carlsen og den gamle sejler blev afbrudt i deres samtale og kiggede op.

»Det er en frisk knægt!,« smilede den gamle mand ubekymret.

»Pas nu på, Casper,« råbte Hr. Carlsen. »Det er ikke nogen legeplads. Du kan komme rigtig galt af sted.«

»Hvis du er bange for dine børn på den måde, så er det nok ikke nogen god idé at købe sådan et skib,« sagde sømanden alvorligt.

Hr. Carlsen kunne have sparket sig selv, fordi han havde sagt det.

»Da jeg var i hans alder, sejlede jeg allerede som skibsdreng hos min far. Det tog jeg ikke skade af. Man skal bare lære at respektere havet og sit skib.«

Casper kravlede lige så hurtigt ned, som han var kommet op.

»Kom nu, Far! Vi skal også se skibet indvendigt.«

»Det kan jeg desværre ikke tillade i dag,« sagde den gamle mand. »Hvis I kommer igen og vil købe skibet, så skal jeg vise jer rundt.«

»Kom tilbage!,« råbte Hr. Carlsen. »Vi tager hjem nu.«

De samledes foran den gamle mand og tog pænt afsked.

Casper og Caroline var helt vilde.

»Køber vi det, Far? Køber vi det?.

»Nej,« tøvede Hr. Carlsen. » Det var alt for dyrt. Så mange penge har vi ikke.«

»Hvor meget er ”alt for dyrt”?« spurgte Fru Carlsen bekymret.

»Alt, alt for dyrt!,« var det eneste, det eneste, de kunne lokke ud af Hr. Carlsen.

Ingen sagde noget på sejlturen tilbage til havnen. Men de tænkte alle på det samme.

Hvor skulle de få penge fra?